Menu

Søg på sitet

Danske investeringsfonde klarer sig flot i EU-sammenligning

Analyse

Både målt på afkast og omkostninger klarer danske investeringsfonde sig bedre sammenlignet med de øvrige europæiske fonde. Det viser den seneste analyse fra EU’s tilsynsmyndighed for investeringsfonde, ESMA, der årligt opgør afkast og omkostninger for samtlige europæiske investeringsfonde.


For aktiefondenes vedkommende viser ESMAs analyse, at danske investeringsfonde i perioden 2012-2018 gav et gennemsnitligt årligt afkast efter omkostninger på godt 10 pct. mod 8 pct. for alle europæiske fonde under ét. I perioden var de samlede løbende omkostninger 1,53 pct. for dansk-baserede fonde, mens det europæiske gennemsnit udgjorde 1,63 pct.

For obligationsfonde gav både de danske og de europæiske obligationsfonde et nettoafkast på ca. 3,2 pct. i perioden. Omkostningerne i de danske obligationsfonde udgjorde kun 0,8 pct. mod et gennemsnit for alle EU-fonde på 1,1 pct.

”Statistikken er interessant, fordi den omfatter alle europæiske fonde og har de lange briller på, når afkast og omkostninger gøres op. Over de seneste 7 år har danske fonde i almindelighed klaret sig flot og over det europæiske gennemsnit, både for afkast og omkostninger”, siger Birgitte Søgaard Holm, direktør i Investering & Opsparing, Finans Danmark.

Blandede fonde, der investerer i både aktier og obligationer, bliver stadig mere populære på europæisk plan og udgør nu den næststørste fondskategori målt på markedsværdien af aktiverne. Danske fonde har fra 2012 til 2018 givet et årligt afkast på 5,5 pct. mod knap 4 pct. hos de europæiske fonde. Der er her stor forskel i omkostningerne mellem de danske og andre europæiske fonde, idet de samlede, løbende omkostninger for danske fonde blot er 1,2 pct. mod knap 1,6 pct. i gennemsnit for europæiske fonde.

”Statistikken stopper i 2018 og afspejler derfor ikke det gyldne år 2019 eller indeværende tumultariske år. Alligevel viser tallene, at med en passende lang tidshorisont og lidt tålmodighed giver det god mening at investere. Og danske fonde er i den sammenhæng et fint valg både med hensyn til afkast og omkostninger”, siger Birgitte Søgaard Holm.

Dato: 9. juni 2020
Tags:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld