Menu

Søg på sitet

Outlook 2016: "Balancekunst"

Analyse

BankInvest's chefstrateg, Frank Velling, præsenterer med "Outlook 2016" sin makroøkonomiske vurdering, af året der kommer. Læs hovedkonklusionerne fra analysen og bliv klogere på de udfordringer du som investor vil blive mødt med i 2016.

Vi ved fra H. C. Andersens ”Konen med æggene”, at der kun skal én forkert handling til, før fremtidsudsigterne pludselig ser helt anderledes ud. En cocktail af økonomiske, finansielle og geopolitiske risici betyder, at såvel investorer som policy makers i det kommende år vil blive udfordret på deres balancekunst. Opsvinget i global økonomi er usædvanligt asynkront, og mange risici er relateret til geopolitik og politisk samarbejde, som er notorisk vanskelige at forudsige.

På den økonomiske front tager den amerikanske centralbank hul på et forløb med pengepolitiske stramninger. Det kræver ekstraordinær god styring og kommunikation, når man går fra ”pengepolitisk sommertid” til ”vintertid”. Men også investorer kan se frem til et år med betydelige udfordringer, når det handler om at balancere investeringsporteføljen: De sikre statsrenter er holdt kunstigt lave af opkøbene fra ECB, og udgør ikke længere samme stabiliserende modvægt, når balancepunktet skal findes i blandede porteføljer. Desuden skal investorer forholde sig til geopolitiske risici, flygtningestrømme, terrorrisiko, politiske strømninger i Europa, knaster i EU-samarbejdet, muligt britisk valg om EU-medlemsskab, uafhængigheds-bevægelser, valutamarkeder og råvarepriser. Og alle disse forhold synes tilmed at være indbyrdes afhængige og gør det vanskeligere at kalkulere porteføljerisikoen.

Amerikansk økonomi vil opleve lidt vanskeligere vilkår i det kommende år: Dollarstyrkelse, kraftig afmatning i investeringerne i energisektoren, stigende renter og usikkerhed omkring præsidentvalget vil kunne mærkes. I Eurozonen, som oven i købet befinder sig på et meget tidligere stadie i højkonjunkturen, er de vækstmæssige perspektiver bredere funderet. Endelig er Emerging Market-landene en noget mere broget samling, og med betydelige usikkerheder relateret til råvarer, dollar og politik.

Allokering ved indgangen til 2016


Afkast på aktier og obligationer, og dermed også blandede porteføljer, forventes at forblive lave i det kommende år. Ikke desto mindre er der fortsat en konjunkturel medvind for risikofyldte aktiver, som bevirker, at BankInvest ved indgangen til det nye år har en overvægt i aktier på 50%. Fejlen for konen med æggene var ikke kun den forkerte bevægelse, men også at hun havde lagt alt det, som betød noget for hendes fremtidige velstand, i samme kurv. Og selvom renten på de sikre statsobligationer er presset kunstigt ned af de pengepolitiske tiltag, så tilråder vi, at en del at investeringsporteføljen er placeret i sådanne formuebevarende aktiver. Nulrentepolitikken betyder, at obligationer ikke udgør samme stødpude mod negative choks i aktier som normalt, ligesom det kan blive vanskeligt for konen med æggene at holde balancen, når de finansielle storme tager til i styrke.

Overordnede forventninger til 2016

Konjunkturforløbet:

  • Globalt opsving fortætter i marginalt højere tempo
  • Fortsat udsigt til at den globale servicesektor skal kompensere for trængsler i fremstilling
  • Historisk stor forskel i konjunkturforløbet i USA og Eurozonen
  • Lidt svagere vækst i USA opvejes af øget momentum i Europa, Japan og enkelte EM-lande
  • Amerikansk vækst dæmpet af stærk dollar, krise i energisektor og præsidentvalg
  • Trods stærke vækstudsigter i Eurozonen ser man både penge- og finanspolitiske lempelser
  • Strukturel afmatning og deflationsrisiko i Kina, men fortsat muligheder for økonomiske stimuli
  • Indisk væksttempo er stærkere end reformtempoet!
  • Enkelte lyspunkter i brutal økonomisk og politisk nedsmeltning i Brasilien
  • Tegn på opsving i russisk økonomi trods fortsatte handelssanktioner

Pengepolitik:

  • Pengepolitiske stramninger i USA vil være overordentligt moderate
  • ECB har lempet for sidste gang, med mindre der kommer et nyt økonomisk chok
  • Bank of England indleder formentlig pengepolitiske stramninger fra medio 2016

Aktier:

  • Globale aktier vil byde på lave afkast og betydelig volatilitet i 2016
  • S&P 500 stiger til ca. 2150 ultimo 2016 – eller 5% højere end niveauet i december 2015
  • Det europæiske Stoxx-600 forventes at stige 10% til 400 drevet af indtjeningsvækst
  • Mange usikkerheder i EM: Undgå primært råvareeksporterende lande med store ubalancer

Obligationer:

  • Vestlige renter vil forblive lave i længere tid: Valutakrige fortsætter ind i 2016
  • Den 10-årige tyske rente stiger ca. 25bp til 0.85% de næste 12 måneder
  • Rentespændet mellem USA og Tyskland vil været uændret omkring de aktuelle 165bp

Porteføljer:

  • Forvent/accepter lave porteføljeafkast
  • Overvægt (europæiske) aktier ved indgangen til det nye år: Men vær forsigtig!
  • Vanskelig balancekunst i blandede porteføljer når renterne er tæt på 0

Risici:

  • Uroen på råvaremarkederne fortsætter
  • Valutamarkedets reaktioner på amerikansk pengepolitisk ”lift-off”
  • Kraftigere amerikansk løninflation end ventet giver rentehop og frygt i aktiemarkeder for yderligere stigninger i finansieringsrenterne
  • Valutakrige: Risiko for større end ventet svækkelse af kinesisk valuta
  • Geopolitik: Mellemøsten, Ukraine og Sydkinesisk Hav
  • En kraftig eskalering af flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Nordafrika
  • Terror i Europa
  • Knas i EU-samarbejdet: Flygtningestrømme kan puste yderligere til nationalistiske vinde i Europa
  • Mulig britisk folkeafstemning om fortsat medlemsskab af EU, og følgevirkninger af et eventuelt ”exit”
  • Amerikansk præsidentvalg: Betydelig usikkerhed samt forskelle mellem aktuelle kandidater
Dato: 16. december 2015 / Opdateret: 16. december 2016
Tags:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld