Menu

Søg på sitet

Grådighed og frygt: Store udsving i vente op til USA-valg

Kommentar

Investorer skal indstille sig på større udsving på aktiemarkedet i tiden frem til det amerikanske præsidentvalg 5. november.

Vi har haft et meget ustabilt aktiemarked de seneste par måneder med væsentlige kursfald og derefter kursopgange igen. Lige nu er det amerikanske S&P500 indeks stort set tilbage på kursrekorden og har i år givet et afkast på flotte 19 pct., målt i danske kroner. Det danske aktiemarked er også steget igen og har givet et afkast i år på ca. 12 pct.

Aktiemarkedet ser ud til at være inde i en fase, hvor usikkerheden dominerer i nogle uger, for derefter at blive erstattet af fornyet optimisme. Det er ikke usædvanligt, men de aktuelle kursudsving er større, end vi har set længe. Markedet svinger i den grad mellem ’Greed & Fear’, som man siger i den finansielle jargon.

Faldende vækst i USA

Usikkerheden handler om flere forhold: Væksten i den amerikanske økonomi er på vej ned, og nogle frygter, at bevægelsen kan ende i en egentlig recession. Det er ikke vores forventning, men vi bemærker også, at beskæftigelsen i USA vokser noget mindre. Til gengæld stiger privatforbruget stadig rigtig pænt.

Det amerikanske præsidentvalg udgør en usikkerhedsfaktor i markedet. En sejr til Trump og republikanere i begge kongressens kamre vurderes at være mest gunstigt for aktiemarkedet, særligt i USA. Det handler om udsigten til lavere skatter og mindre regulering.

En sejr til Harris og demokraterne kan give noget modvind til aktiemarkedet lige på den anden side af valget, men næppe på længere sigt. Harris forventes overordnet set at videreføre Bidens økonomiske politik. Og indtil videre er aktiemarkedet i USA steget næsten 15 pct. årligt siden Biden vandt valget i november 2020.

Vi forventer at se et aktiemarked, der samlet set fortsætter med at bølge op og ned på denne side af det amerikanske præsidentvalg.

Jakob Vejlø, Chefstrateg i BankInvest

Den gode nyhed: Renterne falder

Den gode nyhed er, at vi har taget hul på et nyt vigtigt kapitel i pengepolitikken. ECB har sat renten ned igen med et kvart procentpoint, og det samme er sket i Danmark. Nu er det Federal Reserve i USA, der er i fokus. Det er ikke urealistisk, at de korte renter i euroområdet og i USA kommer ned omkring henholdsvis 2 pct. og 3 pct. i løbet af 2025, et markant niveauskifte nedad.

Obligationsrenterne er faldet ned omkring årets laveste niveauer igen. Det betyder, at afkastet på obligationsmarkedet udvikler sig rigtig positivt. Men det faldende renteniveau er også godt nyt for den økonomiske udvikling ind i 2025, hvor mange virksomheder og private vil kunne mærke de faldende renteudgifter.

Præsidentvalg vil give afklaring

Vi forventer at se et aktiemarked, der samlet set fortsætter med at bølge op og ned på denne side af det amerikanske præsidentvalg. Det handler både om politik og økonomiske nøgletal fra USA. Vi skal nok om på den anden side af valget, 5. november, før aktiemarkedets kursopgang kan tage fart igen.

Her betyder den politiske kurs i USA naturligvis også noget – og til spørgsmålet om Trump eller Harris: Forvent, at virksomhedernes indtjening og markedsværdi vil stige i de kommende år, drevet af meget andet end hvem, der sidder i Det Hvide Hus.

Jakob Vejlø, Chefstrateg i BankInvest

BankInvests chefstrateg Jakob Vejlø er en fast del af panelet på FINANS, der løbende bringer kommentarer fra specialister og meningsdannere. 

FINANS er Jyllands-Postens digitale erhvervsmedie.

Læs Jakob Vejløs kommentar på Finans.dk

Dato: 25. september 2024
Tags:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld