Menu

Søg på sitet

Chefstrateg om aktier: Højspændt kamp lige nu mellem positive og negative kræfter

Kommentar

Fremgang i virksomhedernes bundlinjer holder hånden under amerikanske aktier. Men renten er den store joker.

Efter et stærkt første kvartal er optimismen på aktiemarkedet falmet lidt den seneste måned. Det er tydeligt, at de stigende obligationsrenter er begyndt at bekymre markedsdeltagerne. De stigende renter skyldes en kombination af fortsat økonomisk vækst i verdens største økonomi, USA, og en inflation, der ikke falder som håbet. 

Det geopolitiske klima er mildt sagt også ustabilt. Det gælder spændingerne i Mellemøsten, krigen i Ukraine, og de forværrede relationer mellem Kina og Vesten. I den positive bog noterer vi os, at krigshandlingerne mellem Israel og Iran ikke er eskaleret. Og at oliepriserne ikke er stukket af, men holder sig på rimelige niveauer.

I vores optik er balancen mellem de positive og negative kræfter fortsat til fordel for aktier.

Jakob Vejlø, Chefstrateg i BankInvest

Hvad betyder alt dette for aktiemarkedet? Er det nu man skal sælge ud af aktierne og kravle i ly andre steder i investeringsuniverset? Fra den 28. marts til den 19. april faldt det amerikanske aktieindeks S&P500 med hele 6 pct. Var det en early warning

Relevante spørgsmål, der er vanskelige at svare på. For som altid kæmper positive og negative kræfter om markedets retning. Og det handler ikke bare om styrkeforholdet mellem kræfterne, men også om investorernes subjektive opfattelse af, hvad der betyder noget. Det er komplekst. 

Vi tror ikke, at løbet er kørt, og at vi er på vej ind i en større nedtur. Aktiekorrektioner på 5-10 pct. er set før. I vores optik er balancen mellem de positive og negative kræfter fortsat til fordel for aktier. 

I vores blandede porteføljer har vi været såkaldt overvægtede i aktier stort set siden starten af 2023. Det har været en rigtig god forretning at være tungt investeret i aktiemarkedet, i særdeleshed i amerikanske aktier og i de store techselskaber. 

Indtjeningen driver fremgangen

Den grundlæggende drivkraft bag stigende aktiekurser er perspektiverne for indtjeningen. Det ser ikke dårligt ud. Regnskabssæsonen for årets første kvartal er i fuld gang. Der er en tydelig fremgang i de fleste virksomheders resultater, og de fleste slår også analytikernes forventninger. Giganter som Microsoft og Alphabet (tidligere Google) har overrasket ganske positivt og understreger, at kæmpeinvesteringerne i kunstig intelligens lønner sig. 

Det er ikke urealistisk, at de største amerikanske virksomheder vil se indtjeningen vokse med 10 pct. i 2024 i forhold til 2023. Vi tror også på pæn indtjeningsfremgang i 2025 med udgangspunkt i en forventning om, at USA, EU og Asien holder væksten kørende og ikke ryger ned i en mærkbar konjunkturnedgang. 

Den følsomme rente

Når det er sagt, må man ikke være i tvivl om, at både verdensøkonomien og aktiemarkedet er meget følsomme over for ændringer i renteniveauet. 

Lige nu er vi tæt på 5 pct. i rente for en 10-årig amerikansk statsobligation. En stigning op mod 6 pct. vil være foruroligende og stik mod forventningerne i markedet. Vi sætter vores lid til, at renten holder sig under 5 pct og ser et potentiale for rentefald længere ude. Inflationen i USA er lige nu for høj til at håbe på mærkbare rentefald på denne side af sommeren, men renten bør komme ned igen i andet halvår ag 2024 og i 2025. 

Til gengæld er inflationspresset mindre i euroområdet, og her vil Den Europæiske Centralbank, ECB, formodentlig sætte renten ned på deres møde i juni. Det vil i så fald blive centralbankens første rentesænkning siden september 2019. Det kan blive startskuddet til en ny optur på markedet. Vel at mærke for både aktier og obligationer. 

Jakob Vejlø, Chefstrateg i BankInvest

BankInvests chefstrateg Jakob Vejlø er en fast del af panelet på FINANS, der løbende bringer kommentarer fra specialister og meningsdannere. 

FINANS er Jyllands-Postens digitale erhvervsmedie.

Læs Jakob Vejløs kommentar på Finans.dk

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld