Menu

Søg på sitet

Chefstrateg: Fart på aktiemarkedet varsler godt

Kommentar

Aktiemarkederne er kommet rigtig godt fra start i 2024. Det globale aktiemarked, målt ved MSCI All Countries World-indekset, har allerede givet et afkast på ca. 6 pct., målt i danske kroner. Med tanke på, at det gennemsnitlige årlige afkast over de seneste 25 år er ca. 7 pct., er det en rigtig flot start. Stigningen afspejler stigende økonomisk optimisme blandt mange investorer.

Har aktiemarkedet dermed taget forskud på glæderne? Eller er der et yderligere potentiale? En god start på året kan faktisk også være et signal om, at resten af året vil give endnu højere afkast. I 14 af de seneste 20 år har afkastet på aktiemarkedet i begyndelsen af året (januar til midt februar) været trendsættende for resten af året.

I 2021 og 2023 var afkastet ca. 7 pct. og 8 pct. primo året. Disse års samlede afkast blev imponerende 28 pct. og 18 pct. 2022 var et eksempel på det samme, men med omvendt fortegn. Årets start sendte afkastet ned med 5 pct., men året som helhed sluttede med et minus på hele 13 pct. I 2008 faldt markedet næsten 40 pct. pga. finanskrisen. Men året startede også med et fald på 10 pct.

Det historiske mønster taler for, at resten af året kan lægge yderligere procenter til afkastet

Jakob Vejlø, Chefstrateg i BankInvest

Der er år, hvor det hele drejer rundt

Og så er der de få år, hvor det hele bare vender rundt. I begyndelsen af 2016 blev globale aktier sendt til tælling og var nede 11 pct., presset af bekymringer for den amerikanske og kinesiske økonomi. Men året sluttede med et positivt afkast på plus 11 pct. Valget af Trump var med til at løfte stemningen på det amerikanske aktiemarked! Og briternes beslutning om at melde sig ud af EU, Brexit, kunne ikke ødelægge aktiefesten.

Her og nu er der en del, der tyder på, at markedet skal stige. Det er positivt, at risikoen for en mærkbar konjunkturnedgang ser ud til at fortage sig. Prognoserne peger på en økonomisk fremgang i USA på 1,6 pct. i 2024 og 1,7 pct. i 2025. Det er en moderat fremgang, men nok til, at virksomhedernes indtjening kan stige mellem 5 og 10 pct. pro anno. EU-Kommissionens nye prognose spår vækst på 0,9 pct i 2024 og 1,7 pct. i 2025. Kina arbejder hårdt på at stabilisere ejendomsmarkedet og vil sandsynligvis se vækst på 4-5 pct. i 2024 og 2025.

Rente- og inflationsbilledet støtter aktier

Inflationen i USA og Europa er på vej ned. Det kunne gå stærkere, men trenden er tydelig. Sommeren bør være startskuddet til de første rentesænkninger fra Federal Reserve, ECB og dermed Danmarks Nationalbank. Rentesænkninger på i hvert fald 1 pct. i 2024 virker realistisk. Og mere til i 2025. Det vil være godt for låneomkostningerne, for virksomhedernes indtjening og for samfundsøkonomien som helhed.

Nu får vi se, hvordan resten af året former sig for det globale aktiemarked. Men to ting ved vi: Det historiske mønster taler for, at resten af året kan lægge yderligere procenter til afkastet. Og historiske afkast er – stadig – ingen garanti for fremtidige.

Jakob Vejlø, Chefstrateg i BankInvest

BankInvests chefstrateg Jakob Vejlø er en fast del af panelet på FINANS, der løbende bringer kommentarer fra specialister og meningsdannere. 

FINANS er Jyllands-Postens digitale erhvervsmedie.

Læs Jakob Vejløs kommentar på Finans.dk

Ovennævnte indhold må ikke betragtes som en investeringsanbefaling. BankInvest tager forbehold for nøjagtigheden af de angivne informationer, hvad enten de er leveret af BankInvest selv eller hentet fra offentligt tilgængelige kilder, som BankInvest vurderer pålidelige. BankInvest er ikke ansvarlig for dispositioner eller undladelser foretaget på baggrund af informationerne. BankInvest anbefaler sagkyndig og professionel vejledning ved investeringsbeslutninger. Historiske og tidligere afkast og/eller kursudviklinger kan ikke anvendes som pålidelig indikator for fremtidige afkast og/eller kursudvikling. Tegning af andele bør ske på baggrund af prospekt, vedtægter og central information. Informationen findes på bankinvest.dk.

Dato: 22. februar 2024 / Opdateret: 26. februar 2024
Tags:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld