I går (tirsdag 17. november) var første handelsdag for BankInvests seneste skud på produktstammen, Globale Aktier (Columbia Threadneedle). Med lanceringen tilbyder BankInvest en ny mulighed for investering i aktier fra hele verden ud fra en strategi om fundamental aktieudvælgelse. Navnet (Columbia Threadneedle) afspejler, at BankInvest har valgt en ekstern forvalter med særlige kompetencer og veldokumenterede resultater til nøje at vurdere og udvælge aktierne i porteføljen.
Thomas Bonnor, partnerdirektør i BankInvest er godt tilfreds med lanceringen: "Vi har i formået at tiltrække 2,2 milliarder kr. til den nye fond, hvilket er meget tilfredsstillende. BankInvest har lidt manglet en fundamental global stock-pick strategi på vores aktiepalet, og noget tyder på, at den nye fond med vores valg af Columbia Threadneedle som forvalter er faldet godt i investorernes smag."
Globale Aktier (Columbia Threadneedle) fås både i en udbyttebetalende og en akkumulerende variant. Læs mere om fondene her:
Stor interesse for nye produkter
Den gode start for Globale Aktier (Columbia Threadneedle) kommer i kølvandet på flere succesfulde produktlanceringer for BankInvest.
I juni måned blev den første af BankInvests svanemærkede fonde Globale Aktier Bæredygtig Udvikling lanceret, og allerede to måneder senere rundede aktiefonden fem mia. kr. i forvaltet formue. En fordobling af emissionstegningen på godt 2,6 mia. kr. - og det vel at mærke for en fond, der kun udleder 1/3 af den CO2, som det generelle verdensindeks (MSCI All Country World) tilfører omgivelserne.
På trods af det lave renteniveau er der også grobund for nye obligationsprodukter. For godt to uger siden lancerede BankInvest sin anden svanemærkede fond, Globale Obligationer Bæredygtig Udvikling, der ligesom sin søsterafdeling på aktiesiden bidrager positivt til den bæredygtige udvikling.
Og tilbage i april blev lavrisiko-produktet Optima Rente lanceret med en lidt beskeden nytegning på 26 mio. kr. og et horisontafkast på 1,04%. I dag er Optima Rente godt på vej mod en formue på 800 mio. kr. og har et år-til-dato afkast på over 4%.
De rigtige produkter på det rigtige tidspunkt
"Vi er glade for, at de nye produkter er blevet taget så godt imod. BankInvest har i år fået dobbelt så meget af markedets inflow, som vores størrelse tilsiger. Det ser jeg som et udtryk for, at BankInvest har formået af lave de rigtige produkter på det rigtige tidspunkt.
Vi har med de seneste produktlanceringer adresseret den øgede bevidsthed om bæredygtighed og udfordringen med at finde afkast i den lave ende af risikoskalaen, hvor flere af de klassiske obligationsinvesteringer giver negative afkast.", siger Thomas Bonnor.