Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske, leverer en skarp gennemgang af de globale økonomiske og geopolitiske kræfter, der former markederne nu og i det lange perspektiv, heriblandt:
Hvad er de reelle konsekvenser af Trumps offensive udenrigspolitik – for amerikanske alliancer, forbrugere og økonomien?
Hvad er status i handelskrigen, og hvad betyder det for den globale samhandel?
Hvorfor halter den kinesiske økonomi – og hvilke muligheder åbner det for Europa?
Og hvad betyder AI og grøn omstilling for de langsigtede økonomiske udsigter?
Et interessant indlæg i højt tempo og med mange vigtige pointer. Vi har samlet et par af dem under videoen.
Trumps politik har konsekvenser: Trumps udenrigspolitik og USA's manglende exit-strategier, når de går i krig, har skabt usikkerhed globalt. Landets rolle som upålidelig partner påvirker deres alliancer, især i Golfstaterne og Det Globale Syd. Kort sagt, så har Trump stødt folk fra sig på en måde, vi ikke før har set i amerikansk historie.
Handelskonflikterne fortsætter: USA's toldsatser, der især er rettet mod europæiske varer, er blevet underkendt af den amerikanske handelsdomstol, men de skal nu igennem retssystemet og vil fortsat være gældende – i hvert fald frem til sommer. Der kan komme nye toldmure omkring den 4. juli. På trods af det er den generelle verdenshandel i stigning, men USA's andel er faldende.
USA står over for økonomiske udfordringer: USA står over for faldende arbejdsstyrke, lavere fødselstal, og en aldrende befolkning, hvilket sammen med stramninger i migration kan føre til lavere vækst og større gældsproblemer.
Det samme gør Kina: Kina har store udfordringer med gæld, især i boligsektoren, og landet forsøger at eksportere sig ud af problemerne. Men forbrugerøkonomien er svag, og boligmarkedet er presset.
Virksomhederne er blevet mere robuste: Det seneste årtis mange kriser, herunder corona, energikrise og globale krige, har gjort virksomhederne bedre til at håndtere usikre og uforudsigelige situationer. De mange chok har styrket robustheden og forsyningslinjerne.
Udvikling inden for kunstig intelligens: Mens Europa er begyndt at rulle noget af den stramme GDPR-regulering tilbage for at fremme innovation inden for kunstig intelligens, er udviklingen i USA domineret af få store teknologivirksomheder. Det skaber en stor koncentration af rigdom og magt og kan udfordre sammenhængskraften i samfundet.