Menu

Søg på sitet

Rekordhøj interesse for BankInvests ejendomsprodukt

Alternative investeringer

Private investorer flokkes om BI Erhvervsejendomme A/S. Ved den netop afsluttede kapitalforhøjelse blev der tegnet aktier for 1,65 mia. kr., det hidtil højeste beløb ved foreløbigt tre aktieudvidelser. Dermed har BI Erhvervsejendomme A/S på blot 16 måneder rejst over 5 mia. kr.

BI Erhvervsejendomme A/S blev introduceret i juni sidste år som resultatet af et strategisk samarbejde mellem BankInvest og pensionsselskabet PFA.

Ved den netop afsluttede aktietegning blev BI Erhvervsejendomme A/S tilført yderligere godt 1,6 mia. kr. Det var den tredje kapitalforhøjelse på ti måneder, og dermed har formuen i Danmarks næststørste børsnoterede ejendomsselskab passeret 5 mia. kr.

”Normalt er ejendomsinvesteringer forbeholdt pensionskasser og kapitalfonde, men med BI Erhvervsejendomme har vi ompakket investeringen til mindre og mere likvide bidder, så almindelige private investorer kan være med. Og vi er meget glade for, at de har taget så godt imod produktet”, siger Andrea Panzieri, investeringsdirektør i BankInvest.

Han forklarer interessen med, at de rekordlave renter og usikre aktiemarkeder har skærpet private investorers appetit på alternative investeringsprodukter, der tilbyder et fornuftigt afkast med lav risiko og et godt porteføljemæssigt samspil med aktie- og obligationsprodukter.

"De nye aktier er solgt til et bredt segment af kunder i vores distributionskreds af pengeinstitutter, fordelt på private banking-kunder, pensionsordninger, frie midler og porteføljepleje-aftaler”, siger Andrea Panzieri.

Som investor i BI Erhvervsejendomme A/S får man del i afkastet fra en portefølje af godt 70 næsten fuldt udlejede erhvervsejendomme - primært kontorer - der forvaltes og ejes af PFA. Ejendommene ligger i København og større jyske byer.

Afkastet på investeringen skabes af overskuddet fra husleje og drift. De seneste 12 måneder har givet et afkast på 4,31 % efter omkostninger, heraf 3,71 % siden årsskiftet. (opgjort pr. 18. oktober 2019). Ejendomsproduktet er bedst egnet til investorer med en investeringshorisont på mindst fire år.

Yderligere oplysninger:

Investeringsdirektør
Andrea Panzieri,
tlf. 30 70 21 96

- - -

Om BankInvest

BankInvest-koncernen er en dansk kapitalforvalter og udbyder af værdipapirfonde, investerings- og kapitalforeninger med en samlet formue under forvaltning og administration på 106 mia. kr. (ultimo juni 2019). BankInvest blev etableret tilbage i 1969 og ejes i dag af 40 danske lokale og landsdækkende pengeinstitutter.

Dato: 22. oktober 2019
Produkter:
Tags:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld