Menu

Søg på sitet

Topforvaltere af danske aktier skifter til BankInvest

Aktier

Niels Andersen, Karsten Søndermølle og Kitty Grøn skifter til BankInvest, der vil forvalte danske aktier for både institutionelle investorer og private banking kunder sideløbende med formuerne for 220.000 private investorer.

Et af landets bedste teams på danske aktier skifter den 1. november fra SEB Asset Management til BankInvest. Her får de ansvaret for at forvalte BankInvests afdelinger for danske aktier med en samlet formue på DKK 3,2 mia., samtidig med at de skal være med til at udvikle og implementere nye tilbud om forvaltning af danske aktier til institutionelle investorer og private banking kunder.

Teamet, der består af Portfolio Manager Niels Andersen, Portfolio Manager Karsten Søndermølle og Ass. Portfolio Manager Kitty Grøn, har tilsammen 80 års erfaring med aktier. Tidligere har teamet forvaltet et større milliardbeløb i danske aktier for professionelle og private investorer, bl.a. afdelingen SEBInvest Danske Aktier, som i de seneste 10 år har givet et gennemsnitligt, løbende årligt merafkast på ca. 2 procentpoint årligt i forhold til både OMXC Cap indekset og kategorien ”Aktier – Danmark”.

"Danske aktier er et fokusområde for BankInvest og for vores kunder. Derfor ser vi frem til at styrke vores tilbud til eksisterende og nye kunder ved at ansætte tre af de dygtigste og mest erfarne forvaltere af danske aktier. Det er et sammentømret og stabilt team, der har skabt robuste og konsistente resultater ud fra en velafprøvet ”bottom-up” proces med omhyggelig aktieudvælgelse, som også BankInvest bekender sig til. Dermed passer teamet godt ind i BankInvest," siger investeringsdirektør Andrea Panzieri fra BankInvest.


Niels Andersen er født i 1966 og cand.merc. i finansiering og regnskab. Han har siden 1987 arbejdet som aktieanalytiker og porteføljemanager med særlig fokus på danske aktier i SparInvest, Baltica, Unibørs, Enskilda Securities og Nykredit, før han i 2006 kom til SEB som Portfolio Manager.

Karsten Søndermølle er født i 1967 og CFA. Han har siden 1988 beskæftiget sig med især danske og nordiske aktier, især på salgssiden hos Børs Nord, Unibørs, Baltica Børs, Enskilda Securities og Alfred Berg, før han i 2006 kom til SEB som Portfolio Manager.

Kitty Grøn er født i 1971 og cand.merc. i finansiering og regnskab. Hun har siden 1993 beskæftiget sig med danske aktier, først som aktieanalytiker i ABN Amro, Alfred Berg og Handelsbanken og siden 2010 som Assistant Portfolio Manager i SEB.

Ved ansættelsen af det nye team sker der følgende ændringer i BankInvests organisation for aktier: Seniorporteføljeforvalter Kasper Bøgede Brix-Andersen udnævnes til Chefporteføljeforvalter og flytter fra Danske Aktier til Globalt Forbrug. Aktiechef og chefporteføljeforvalter Leon Svejgaard Pedersen flytter fra Globalt Forbrug og vil fremover bruge al sin tid på BankInvests globale aktieprodukt, Basis, sammen med det globale aktieteam og de tilknyttede sektorspecialister.

BankInvest er en førende kapitalforvalter og udbyder af investeringsforeninger i Norden med en samlet formue under forvaltning og administration på over DKK 120 mia. BankInvest forvalter midler for cirka 220.000 private investorer og et antal institutionelle investorer i Danmark og udlandet. BankInvest blev etableret i 1969 og ejes af 36 danske pengeinstitutter. Virksomheden har cirka 110 medarbejdere.

Dato: 1. juli 2016
Produkter:
Tags:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld