Den næste industrielle revolution, som Nvidias topchef forleden indvarslede, er begyndt for længst. Og udviklingen handler om meget mere end kunstig intelligens (AI).
Vi aner konturerne af særdeles kunstigt intelligente menneskelignende robotter og af mennesker, der indeholder stadig flere teknologier.
Jakob Vejlø, Chefstrateg i BankInvest
Den første industrielle revolution (ca. 1760-1840) satte gang i masseproduktion med vandkraft og mekanisering og trak folk fra landet til byerne. Den anden revolution (ca. 1870-1914) eksploderede med elektricitet, forbrændingsmotoren og samlebånd. Den digitale tidsalder, den tredje revolution (ca. 1950-), har forbundet os med IT, computere, internettet og mobil telefoni og har taget os ind i en helt ny æra.
Overgangen til den fjerde industrielle revolution er ikke klart defineret. Men det er et godt bud, at den tog fart ind i 2010’erne, da bl.a. kunstig intelligens, Internet of Things, avanceret robotteknologi, 3D-print, Blockchain og genteknologi gradvis tager form og bliver integreret i samfundet.
Investorerne køber ind
Jensen Huang inspirerer til forståelsen af, at vi står i en rivende udvikling, der handler om meget mere end kunstig intelligens. Vi er på vej ind i en verden, hvor fysiske, digitale og biologiske systemer udvikler sig med stor hast, bliver mere intelligente, kan programmeres og integreres. Vi aner konturerne af særdeles kunstigt intelligente menneskelignende robotter og af mennesker, der indeholder stadig flere teknologier.
Mens vi med god grund debatterer, om udviklingen vil være god eller dårlig for menneskeheden, fortsætter Nvidia og andre højteknologiske virksomheders aktiekurser med at brage op. Investorerne køber ind på, at de forretningsmæssige perspektiver tegner godt.
Jakob Vejlø, Chefstrateg i BankInvest
BankInvests chefstrateg Jakob Vejlø er en fast del af panelet på FINANS, der løbende bringer kommentarer fra specialister og meningsdannere.
FINANS er Jyllands-Postens digitale erhvervsmedie.