Menu

Søg på sitet

Kommentar: Fra januar-rally til mere holdbar cyklisk bevægelse i aktier

Kommentar

”Januar-effekten”
Aktiemarkederne lagde stærkt ud ved indgangen til 2023 på trods af et svagt makroøkonomisk bagtæppe. De store stigninger blev af mange tilskrevet ”Januar-effekten”, hvor det seneste års tabere stiger efter årsskiftet. På grund af de kraftigt stigende renter i 2022 fik man de dårligste afkast fra tabsgivende virksomheder med høj vækst. Og det er netop blandt disse selskaber, man 2023 skal finde de helt store vindere.

Med forårets indtog er aktiemarkedernes positive bevægelser fortsat. Men de har ændret karakter under overfladen. Det er i højere grad cykliske men profitable selskaber, som klarer sig bedst, efterhånden som flere makroøkonomiske indikatorer er begyndt at vende.

Efter at være dykket til rekordlave niveauer er forbrugertilliden steget over det seneste måneder. Ligeledes er humøret ude i virksomhederne på vej op og arbejdsmarkedet holder sig fortsat stærkt i både USA og Europa. Fed har haft særligt fokus på arbejdsmarkedet med det erklærede mål om at skabe en mindre opbremsning gennem en strammere pengepolitik. Alligevel ligger arbejdsløsheden stadig rekordlavt, og det er der tre overordnede årsager til.

Bruger af opsparingen
For det første har husholdningerne vist sig meget villige til at bruge af deres opsparing for at holde forbruget konstant. Som følge af den meget lempelige finanspolitik i kølvandet på corona-krisen endte mange husholdninger med store opsparinger, da forbruget samtidig blev begrænset af nedlukningerne. Den opsparing er forbrugerne i stigende grad begyndt at bruge, ligesom der har været en større villighed til at optage kortfristet gæld gennem for eksempel kreditkort.

For det andet er inflationen aftaget langsommere end ventet. De seneste inflationstal fra både USA og Europa har været højere end analytikernes forventninger og har indikeret en langsommere udvikling mod centralbankernes inflationsmål. Det fortsat høje inflationsniveau trækker realrenten ned og mindsker effekten af centralbankernes pengepolitiske stramninger.

Holder på medarbejderne
Og til sidst sidder mange virksomheder tilbage med de bitre erfaringer fra corona-krisen. På grund af nedlukningerne var mange virksomheder nødt til at afskedige medarbejdere, men efterhånden som den økonomiske aktivitet kom tilbage, viste det sig at være rigtig svært at få genbesat stillingerne. Derfor ser vi i øjeblikket at virksomhederne gør alt hvad de kan for at holde på medarbejderne.

Den genfundne optimisme er med til at mindske risikoen for en snarlig recession, men med høj økonomisk aktivitet og fortsat høj inflation øges presset på centralbankerne for at hæve renteniveauet yderligere. Derudover kan vi stadig risikere en indtjeningsrecession ude i virksomhederne. Og selvom det ikke behøver brede sig videre ud i økonomien, vil det stadig have betydning for aktiekurserne.

Kan drive aktierne op
Analytikernes forventninger til virksomhedernes indtjening har været aftagende siden midten af 2022, og med kursstigningerne i 2023 har det fået aktier til at fremstå dyre. Dermed står og falder meget af aktiernes fremtidige afkast med udviklingen i selskabernes indtjening. Hvis forventningerne vender rundt på de lysere udsigter i økonomien, kan det være med til at føre aktier videre op fra de nuværende niveauer.

Kristoffer Pons Bertelsen er PhD og porteføljeforvalter i Multi Asset-teamet i BankInvest

Dato: 8. marts 2023 / Opdateret: 10. marts 2023

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld