Menu

Søg på sitet

Morgenkommentaren: På jagt efter bunden i aktiemarkedet

Kommentar

Det amerikanske og danske aktiemarked er faldet ca. 25 pct. i år. Det er betydeligt. Kan det falde mere? Ja det kan det. Vil det falde mere? Sandsynligvis.

Den gængse holdning blandt mange professionelle aktører er, at kurserne skal falde mere. Jamie Dimon, mangeårig direktør for J.P. Morgan, sagde for nylig, at han godt kunne se det amerikanske marked falde 20 pct. yderligere, fordi USA formodentlig står over for økonomisk nedgang ind i 2023.

Tre vigtige forhold

Men hvad er det for en holdbar positiv vending i markedet, vi leder efter? Der er tre forhold, der er vigtige.

For det første skal der mere ro på renterne. For det andet skal vi kunne se konturerne af ny økonomisk fremgang, og ikke som nu, tilbagegang. Og så er der selvsagt den helt tredje faktor, Ukraine. Vi forudsætter, at der ikke indfinder sig en radikal eskalering ud over den konventionelle krig, der med al sin gru udfolder sig inden for landets grænser; men en form for langvarig udmattelseskrig, der bølger frem og tilbage.

Vi mener, der er en god chance for, at renteudviklingen nærmer sig en top. Vi regner med, at dette bliver senest i første kvartal 2023. Og nej, centralbankerne er ikke færdige med at sætte renterne i vejret. Men det er i høj grad regnet ind i markedsrenterne.

Inflation på retur

Herhjemme i Danmark kan der være udsigt til udstedelse af 7 pct. realkreditobligationer. Det bliver næppe værre end det. Inflationen er stadig høj, ja, men vi forventer at se en gradvis afdæmpning ind i 2023.

Så er der konjunkturerne. Det er straks lidt værre. Inflations- og rentestigningerne er i gang med at æde sig ind på økonomien, og det tager tid, inden effekterne er slået igennem. Baseret på historiske sammenhænge mellem renteudviklingen og den økonomiske aktivitet er der god sandsynlighed for, at den industrielle aktivitet når en bund henover sommeren 2023 og derefter gradvis vil få mere fodfæste.

Et realistisk scenarie for aktiemarkedet er dermed, at markedet når en bund i første halvår 2023, muligvis allerede i første kvartal. Det afgørende parameter vil være, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i USA har sat renten så tilstrækkeligt op, at det kan inddæmme inflationspresset.

Sommeren 2023

Henover sommeren 2023 bør vi begynde at se konturerne af en bedre økonomisk udvikling forude, manifesteret ved stigninger i en række ledende indikatorer som f.eks. det amerikanske ISM-indeks. Det vil være katalysatoren for et længerevarende større opsving på aktiemarkedet.

Hvis Dimon får ret i, at aktiemarkedet falder 20 pct., vil dette gøre rigtig ondt på alle os investorer. Men det vil også være en gylden mulighed for den langsigtede investor, der har midler at investere for.

BankInvests chefstrateg Jakob Vejlø er en fast del af panelet "Morgenkommentaren" på Finans.dk, der er Jyllands-Postens digitale erhvervsmedie.

Morgenkommentaren skrives på skift af profilerede skribenter med særlig indsigt i finansverden.

Læs Jakob Vejløs morgenkommentar på Finans.dk

Jakob Vejlø er chefstrateg i BankInvest

Dato: 20. oktober 2022
Tags:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld