Menu

Søg på sitet

Superbets på danske aktier

Aktier

”Superbets” lyder som sloganet fra en betting-reklame. Men der er ikke noget kasino over porteføljen i afdelingen Fokus Danske Aktier, der siden årsskiftet har outperformet det danske aktiemarked. Afdelingen er speciel, fordi porteføljen blot indeholder ti aktier og har en stykstørrelse på 25.000 kr.

Fokus Danske Aktier hedder afdelingen - og det er i dén grad med streg under fokus. For med blot ti danske aktier i porteføljen - hverken mere eller mindre - er Fokus Danske Aktier et stærkt selektivt supplement eller ligefrem alternativ til den bredere ”moderafdeling”, BankInvest Danske Aktier. Fem af aktierne udgør hver 15 procent af formuen. Det er de såkaldte ”superbets”. De øvrige fem aktier er ”basisbets”. De vægter hver fem procent af formuen.

Superbets og basisbets er forvalternes til enhver tid varmeste bud på de aktier, som vil performe bedst. De vælges uden skelen til, hvor meget aktien vægter på markedet, forklarer Karsten Søndermølle, der sammen med Niels Andersen og Kitty Grøn forvalter Fokus Danske Aktier, hvor tilgangen er noget anderledes end i de almindelige investeringsafdelinger.

”I de brede danske aktieafdelinger skal afkastet flugte med markedet, og jo helst til plussiden. Det betyder, at vi kan over- eller undervægte Novo, Mærsk og andre danske aktie-sværvægtere i en periode, men vi kan ikke fravælge dem totalt. Det kan vi til gengæld i Fokus Danske Aktier, hvis vi tror mest på andre aktier”, forklarer Karsten Søndermølle.


Frit valg


Strategien i Fokus Danske Aktier giver forvaltertrioen frit valg på alle hylder til at vælge selskabet med den stærkeste ledelse, det største vækstpotentiale, de bedste markedsmuligheder eller andre af den stribe faktorer, som vurderes indgående, før købsordren bliver lagt ind.

Det er en systematisk proces parret med forvalternes fornemmelse for, hvornår man skal slå til eller falde fra. Afkastet afhænger helt af forvalternes evne til at vælge rigtigt, og med udtryk som superbets og basisbets er det røde risikoflag sat på fuld stang. I Fokus Danske Aktier er svingende afkast et rammevilkår.

”Afdelingen er et tilbud til investorer, som ønsker at toppe en bredt sammensat formue op med en mindre andel af potentielle danske aktievindere, som vi udvælger. Det kan være private investorer eller fonde, og i det hele taget investorer, som i forvejen har styr på risikospredningen. Mange private investorer har jo typisk fordelt formuen på fast ejendom, pensionsopsparing og beviser i brede investeringsafdelinger”, påpeger Søndermølle.

Kendte navne


Kigger man på den aktuelle aktiebeholdning (se boks) er det generelt velkendte aktienavne, der toner frem. For der skal nødvendigvis være en rimelig likviditet i aktien, og derfor er det som regel kun de hurtigst omsatte aktier, der opnår prædikatet superbet, forklarer Søndermølle.

”Vi har arbejdet med bet-modellen i adskillige år efterhånden, og bliver hele tiden lidt klogere på, hvad der fungerer bedst.”

Siden årsskiftet har foreningen givet et afkast på cirka 8 pct. mod 5,5 pct. for markedet (OMX Copenhagen Cap inkl. nettoudbytte).

”Udviklingen har på det seneste været positivt påvirket af Rockwools opjustering, DFDS’ spændende opkøb i Tyrkiet samt Ringkøbing Landbobanks ventede overtagelse af Nordjyske Bank.”, siger Karsten Søndermølle.

Dato: 28. maj 2018
Produkter:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld