”Da jeg kom til BankInvest i 2015, var der kun én studentermedhjælper i hele BankInvest. Det undrede mig. I den virksomhed, jeg kom fra, var over ti procent af de ansatte studerende, og vi havde stor gavn af dem og deres kompetencer. Jeg talte derfor fra start varmt for, at vi skulle have flere studentermedhjælpere ind i BankInvest. Jeg var heldigvis ikke den eneste, der kunne se potentialet i at øge antallet af studerende, og allerede efter et par år var vi oppe på 8-10 studerende. Det niveau har vi holdt siden”, fortæller Annette Ladegaard Andersen, chef for HR i BankInvest.
”Én af de helt store fordele ved at have studerende ansat er, at de er helt tætte på den seneste udvikling inden for deres fagområde. De bidrager med friske faglige indsigter og er samtidig i stand til at varetage mange analytiske opgaver”, siger Annette Ladegaard Andersen.
“Der var tidligere en uskreven regel om, at vi kun ansatte folk med meget erfaring.
Der har måske været en frygt for, om de studerende ville kunne løfte opgaverne, samt en uvidenhed om, hvordan det er at have studerende ansat.”
En fordel for begge parter
”I dag er vi gode til at matche de studerendes opgaver med deres kompetencer. Lykkes det, er det en kæmpe gevinst for virksomheden. Samtidig er det også meget vigtigt for mig, at de studerende får nogle arbejdsopgaver, der er med til at styrke deres faglige kompetencer, så begge parter får et godt udbytte af ansættelsesforholdet”, siger Annette Ladegaard Andersen og tilføjer:
”Udover at de studerende bidrager med friske idéer og faglighed, har det helt sikkert også gjort noget godt for miljøet og kulturen i BankInvest", mener Annette Ladegaard Andersen. ”Jeg tror på, at vi alle sammen får gavn af at arbejde sammen på tværs af uddannelse, baggrund og alder, og derfor er det vigtigt, at vi også har studerende i virksomheden”.
”I dag er vi gode til at matche de studerendes opgaver med deres kompetencer. Lykkes det, er det en kæmpe gevinst for virksomheden. Samtidig er det også meget vigtigt for mig, at de studerende får nogle arbejdsopgaver, der er med til at styrke deres faglige kompetencer, så begge parter får et godt udbytte af ansættelsesforholdet”
Fra studentermedhjælper til fastansættelse
Tidligere var der ikke kutyme for, at BankInvest ansatte studentermedhjælpere i faste stillinger efter endt studietid. Det har dog ændret sig. Alene de seneste par år er fire studentermedhjælpere gået fra studentermedhjælper til fastansat.
”Det kan godt tage et halvt til et helt år at blive fortrolig med de processer og systemer, vi bruger i BankInvest. Derfor kan det være en stor fordel at fastansætte en tidligere studentermedarbejder - både for BankInvest og den studerende”, forklarer Annette Ladegaard Andersen.
”For BankInvest betyder det, at vi undgår en tidskrævende rekrutteringsproces. Og den studerende har gennem sin studietid fået mulighed for at vurdere, om opgaverne og de faglige udfordringer matcher hans eller hendes forventninger - og ikke mindst om de trives i den kultur, der er i BankInvest.”
Har du oplevet nogle udfordringer med at ansætte studerende på fuldtid i den samme virksomhed?
”Jeg kan faktisk ikke se nogle særlige udfordringer. Til gengæld har jeg hørt mange af mine kollegaer rose de studerende for deres faglighed og tilgang til opgaverne.”
”Der kan måske være enkelte tilfælde, hvor der skal lidt mere oplæring til for en medarbejder, der kommer direkte fra universitetet kontra én, som har været på arbejdsmarkedet på fuldtid i fire-fem år. Det er kun naturligt, påpeger Annette Ladegaard Andersen.
”Men hos os er studentermedhjælpere helt klart en win-win - fagligt såvel som socialt. Og så har det da i øvrigt også gavnet frekvensen af afholdte fredagsbar-arrangementer”, noterer Annette Ladegaard Andersen med et smil.
BankInvests Bæredygtighedsrapport 2022 kan læses her
Annette Ladegaard Andersen, chef for HR i BankInvest, kom til BankInvest i 2015. Dengang var der kun én studentermedhjælper. I dag er der 8.