For tiende år i træk afholder Finans Danmark med støtte fra blandt andre Nationalbanken og Finanstilsynet, Pengeuge.
BankInvest bakker naturligvis igen i år op om Pengeuge, når de unge i 7.-9. klasse skal undervises om renter, inflation og hvordan de håndterer budgetter, forbrug og opsparing.
Som noget nyt skal eleverne i år også høre og lære om risikoen for at blive brugt som muldyr, når kriminelle forsøger at hvidvaske penge fra organiseret kriminalitet.
”Jeg glæder mig til endnu en gang at komme ud og undervise vores unge mennesker om økonomi. Jeg tror, at det er vigtigt allerede tidligt i livet at få en økonomisk forståelse, så man er rustet til at træffe kloge økonomiske valg senere i livet” siger Lars Bo Bertram, adm. direktør i BankInvest.
Det er igen i år Finans Danmark og Danmarks Matematiklærerforening, som står bag Pengeuge.