Menu

Søg på sitet

Mens befolkninger verden over stadig står med begge ben i Covid-19 pandemien, er der champagnebobler over store dele af markederne. Amerikanske S&P500 er brudt gennem kurs 4000 og handler 80% over bunden i marts 2020. I marts 2009 var kursen 680, og S&P500 er altså næsten 6-doblet på 12 år. Globalt set har aktiemarkederne de sidste 10 år givet et afkast i danske kroner på ca. 10% p.a. Her i år er afkastet allerede oppe på næsten 10%.

Champagneboblerne flyder også ud over det globale marked for børsnoteringer og virksomheders fusioner og opkøb. Første kvartal var vidne til nye historiske rekorder for IPO’s og M&A aktiviteter. Markedet for alternative investeringer blæser afsted med private equity i front. Der er milliarder af dollars parate til at blive investeret.

I krypto-universet er markedsværdien af alle crypto-coins på vej til at bryde 2.000 mia. USD (knap 10% af USA’s BNP). 1 Bitcoin er oppe at runde 60.000 USD. Krypto har fået en ny følgesvend: kryptokunst. Kunstneren Beeple’s ”Everydays – The First 5000 days”, er netop blevet solgt på en Christie’s auktion for massive 69 mio. USD. Værket eksisterer kun som én enkelt jpg-fil. Ejerskabet til værket er registreret og beskyttet via blockchain-teknologien. Værket er angiveligt betalt med kryptovalutaen Etherium.

Og så er der selvfølgelig boligmarkedet. Prisen på ejerlejligheder i København er fordoblet siden bunden i 2011. I Århus er kvadratmeterprisen steget 67%. Danskernes samlede friværdi er nu blæst gennem 2.000 mia. kr. (knap 100% af Danmarks BNP). Huspriserne i USA, Tyskland og i mange andre lande stiger også kraftigt.

Alle disse fænomener peger på, at der er ekstremt mange penge i omløb, på jagt efter aktiver og afkast. Meget er lånefinansieret til lave renter. Pengene kommer ultimativt fra centralbankerne. Det er ikke kun professionelle penge, der er i omløb, men i høj grad også private penge. Andelen af private detailinvestorers andel af omsætningen på det amerikanske aktiemarked er rekordhøje 25%. Også i Danmark fornemmer vi, hvordan aktiekulturen har bredt sig.

Champagnen årgang 2021 har toner fra årgang 2007 og 2000. Men der er store forskelle. Denne gang er resten af økonomien ikke fulgt med. Der er en ’disconnect’ mellem Wall Street og Main Street. Der er stadig 9 mio. færre beskæftigede i USA, end før Covid-19. Store dele af serviceerhvervene er fortsat pressede af Covid-19 globalt.

Vi er langt fra en overophedning af den brede samfundsøkonomi. Vi har inflation i aktivpriserne, men forbrugerpriserne stiger moderat.

Centralbankerne vil vente på et mere synligt og potentielt truende løft i forbrugerpris-inflationen, før renten bliver sat op i et omfang, der hæmmer den økonomiske aktivitet.

Mærkbart strammere pengepolitik bidrog til at punktere den spekulative IT-boble i 2000 og det overophedede amerikanske ejendomsmarked i 2008. Det kommer også til at ske denne gang. Men vi skal flere år ud i fremtiden, før centralbankerne i USA og Europa har hævet renten til et niveau, hvor det gør ondt. Alt imens kan champagnen flyde videre og markederne nå nye højder.

Kommentaren har været bragt i dagens JP Erhverv.

Dato: 7. april 2021
Tags:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld