BankInvests bæredygtige obligationsfond til private investorer, den svanemærkede Globale Obligationer Bæredygtig Udvikling, har første handelsdag i dag, fredag den 30. oktober.
Obligationsfonden har fået en god start med en emissionstegning på godt og vel 300 mio. kr. Tegningen af investeringsbeviser ventes erfaringsmæssigt at blive øget betydeligt over de kommende måneder.
Danske investorers interesse for bæredygtige investeringer, der samtidig kan levere et konkurrencedygtigt afkast, er stigende. Derudover ønsker investorerne tryghed for, at investeringen rent faktisk også er bæredygtig.
Det er en efterspørgsel, som BankInvest vil imødekomme med den svanemærkede fonds mix af stats-, realkredit- og virksomhedsobligationer, der vægter ansvarlighed og FN’s verdensmål højt samt har et meget lavt CO2-aftryk.
Globale Obligationer Bæredygtig Udvikling findes både som en udloddende og akkumulerende afdeling.