I Japan har man lært af tidligere økonomiske krisers fejl. Det kan komme til at gavne amerikanske FED og europæiske ECB, skriver chefstrateg Jakob Vejlø i sin kommentar på finans.dk
Coronakrisen har udløst en flodbølge af finans- og pengepolitiske lempelser i mange lande. Det sker for at afbøde de værste negative økonomiske effekter af nedlukningen af samfundene. Den amerikanske stat ventes f.eks i 2020 at få et astronomisk stort budgetunderskud på ca. 4.000 mia. USD. Det er næsten 10 gange så stort som underskuddet i 2015. Det indebærer, at statsgælden vil runde ca. 100 pct. af BNP i 2020. I 2007 lå statsgælden på 35 pct. af BNP.
Samtidig løber den amerikanske centralbank så hurtigt den kan for at holde renteniveauet nede og derved støtte økonomien. Federal Reserve (FED) køber statsobligationer og andre aktiver i markedet for mellem 4.000 og 5.000 mia. USD i 2020. Det betyder en fordobling af beholdningen fra før coronakrisen. Vi ser tilsvarende tendenser i Europa, både i forhold til de offentlige finanser og Den Europæiske Centralbanks (ECB) politik.
Men hvor ender denne ”monetære karrusel”? Kan staterne bare blive ved med at øge gælden? Kan centralbankerne blive ved med at trykke (elektroniske) penge og købe statsobligationer og andre værdipapirer i markedet uden betydelige negative konsekvenser? Det kunne være en ny finanskrise, kraftigt stigende obligationsrenter, eller hyperinflation.
At dømme efter udviklingen i Japan kan Vesten gå meget længere. Den japanske aktie- og ejendomsboble bristede i 1990. Det igangsatte en uovertruffen finanspolitisk ødselhed. I 1990 var statsgælden 64 pct. af BNP. I 2019 var gælden banket op på 237 pct. af BNP.
Hvorfor er markedsrenterne ikke blæst op i takt med det voksende finansieringsbehov? Jo, for det første var centralbanken i Japan (BOJ) hurtig til at sætte den korte rente ned i 0 pct. For det andet har BOJ købt over halvdelen af de udstedte statsobligationer og ejer i dag et beløb svarende til ca. 100 pct. af Japans BNP. Det er to-tre gange mere end FED og ECB. For det tredje har BOJ for flere år siden defineret, at renten på 10-årige statsobligationer skal ligge omkring 0 pct.! Hvis renten stiger mærkbart over det niveau, vil BOJ blot købe flere statsobligationer og omvendt, hvis renten falder under 0. Endelig har Japan en betydelig privat opsparing, der placeres i statsobligationer.
Japan har altså anvendt denne ekstreme finans- og pengepolitiske mixtur i årtier uden egentlige destabiliserende effekter. Politikken vurderes tvært imod at have levet op til intentionen om at støtte den økonomiske udvikling, selvom de lave renter har ramt pensionsafkastet og bankerne. Og Japan har stadig en meget behersket inflationsudvikling.
Det er meget sandsynligt, at Vesten fortsætter med at trække i Japans retning. Inflationen er lav, og væksten er presset. Spørgsmålet er kun, om Vesten går ligeså langt som Japan. BOJ har nemlig også købt japanske aktier i snart 10 år for at ”stabilisere markedet, reducerede risikopræmien og stimulere investeringerne”! Sandsynligheden er måske lav, men hold alligevel øje med FED og ECB. Vi kan takke centralbankernes lavrente- og opkøbspolitik for aktieopsvinget siden slutningen af marts. Hvis signalerne fra centralbankerne drejer mod aktieopkøb, vil der blive taget hul på en ny længerevarende aktiefest, der kan strække sig i flere år.
