”Trump har aldrig en plan B”

Selv om USA's økonomi brager derudad, og arbejdsløsheden er rekordlav, er der rigeligt at bekymre sig om med Donald Trump i Det Hvide Hus, vurderer USA-eksperten og historikeren Niels Bjerre-Poulsen. Han tvivler på, at præsidenten holder valgperioden ud.

At følge med i præsident Donald Trumps ageren i Det Hvide Hus, føles næsten som at deltage i et reality show. Og det er ingen tilfældighed, at det føles sådan. Tværtimod, siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet i Odense og forfatter til flere bøger om amerikansk historie.

”Da Trump rykkede ind i Det Hvide Hus, sagde han til sine medarbejdere, at han ville have, at hver dag i hans præsidentskab skulle foregå ligesom i et reality show. Og at når dagen var slut, så skulle han have vundet. Dét var deres opgave, og det er mit klare indtryk, at det er sådan, han opererer,” siger Bjerre-Poulsen og tilføjer, at han ikke kan få øje på nogen langsigtet planlægning fra præsidentens side.

”Hvilket mange faktisk forestillede sig ville ske, når han først var blevet valgt, for hans valgkamp gav indtryk af, at han spillede jo tredimensionelt skak, mens andre spillede dam. I stedet har der været en permanent krisetilstand, og de fleste af kriserne har været selvskabte. Kriser, som han så bagefter skal rydde op efter. Gudskelov, kan man sige, har der ikke været de store internationale udfordringer, som kunne bringe den nationale sikkerhed i fare”.

Den amerikanske præsident har ikke lagt skjul på, at han først og fremmest er businessman, og hvis der er nogen, som ifølge Trump forstår at lande en god handel, er det ham. Trump henviste således flere gange under præsidentvalgkampen i 2016 til sin bestseller-bog ”The Art of the Deal” fra 1987.

Men ifølge Bjerre-Poulsen er den uberegnelighed, som fungerede for Trump i forretningsverdenen i New York, ikke altid lige hensigtsmæssig i politik.

”Mange vil jo mene, at når man er en supermagt, skal man ikke være uberegnelig, så skal man tværtimod være med til at skabe en form for stabilitet, og at det er i USA's interesse, at nationens alliancepartnere nogenlunde ved, hvor de har supermagten,” siger Niels Bjerre Poulsen, der netop er flyttet til New York for i fire måneder at forske i amerikanske præsidenters eftermæle – bl.a. ved Franklin D. Roosevelt Presidential Library and Museum.

Og selv om den politiske virkelighed i Det Hvide Hus er forandret markant, efter at demokraterne ved midtvejsvalget i november sidste år fik flertal i Repræsentanternes Hus, er der stadig grund til bekymring over USA's 45. præsident, siger han og understreger, at situationen i USA er ”underlig paradoksal”.

”På den ene side brager den amerikanske økonomi derudad – med lav arbejdsløshed i en ubrudt kurve siden 2009. Og på den anden side mener mange amerikanere – og også jeg – at USA befinder sig i et af de sorteste kapitler i nationens historie. Truslen fra en præsident, som prøver at presse det politiske system i en mere autoritær retning, er reel.

Indtil videre har vi kunnet set, at domstolene, medierne og andre presser imod. Men dét, der især bekymrer mange iagttagere, er den grad i hvilket det republikanske parti i Kongressen har været villig til at lade Trump gøre det – og så at sige dækket over ham,” siger Bjerre-Poulsen og tilføjer, at der er et konstant pres på selve USA's demokratiske systems kontrolmekanismer – de såkaldte checks and balances.

Russiske skeletter i skabet

”Vi ser også en tendens til politisering af embedsværket og at efterretningstjenesterne – ikke misbruges politisk – men simpelthen bliver ignoreret eller underkendt. Endelig hænger der stadig, uden at man behøver at være særligt konspiratorisk anlagt, en sky af mistanke over, hvad det præcis er for et forhold, Trump og folkene omkring ham, har haft eller har til Rusland.

Jeg mener, det er en reel bekymring, som vi dog sandsynligvis får en afklaring på her i løbet af foråret,” siger han med henvisning til den forhenværende FBI-direktør Robert Muellers undersøgelse. Med denne er der i skrivende stund 17 igangværende undersøgelser og retssager, som på en eller anden måde involverer præsidenten og folkene omkring ham.

Udenrigspolitisk er der også grund til bekymring, vurderer Bjerre-Poulsen: ”Trump har indskrænket USA's rolle ved at underkende alt dét, der for alle amerikanske præsidenter siden Anden Verdenskrig har været grundlæggende, nemlig, at USA er bedst tjent med at have allierede og at anerkende dét, man kalder en regelbaseret, liberal verdensorden, hvor man arbejder gennem alliancer og internationale organisationer. Jeg synes, det er oprigtigt bekymrende at have en præsident, der pludselig siger: 'Alt det der, tror jeg ikke på,' eller 'det er jeg ligeglad med', eller 'alle de organisationer er dybest set skabt for at udnytte USA,' sådan som man blandt andet har set det manifestere sig i de handelskrige, Trump har indledt.

Til gengæld tyder det på, at Trump stadig har en solid opbakning fra sine kernevælgere, som netop valgte præsidenten på grund af hans ”America First” strategi. Bl.a. med løfter om at Trump ville lægge pres på NATO, så de allierede øgede deres forsvarsbudgetter og løfter om at presse Kina i handelspolitikken, hvilket han også har gjort. Det synes ikke at anfægte Trumps kernevælgere voldsomt, at præsidenten er genstand for en række undersøgelser.

Kan Trump overhovedet operere frem til det næste valg om to år?

”Det gør han jo, og det meste af statsapparatet fungerer under alle omstændigheder. Men normalt opererer præsidenter også i et samarbejde med Kongressen om at vedtage lovgivning, og dér har Trump jo stort set intet kunnet stille op. Han har ikke engang forsøgt at præsentere et politisk program, som kan formidles videre til Kongressen og omsættes i lovgivning”, siger han og nævner Trumps mislykkede forsøg på at erstatte Obamacare (præsident Obamas sundhedsreform, red.).

Trumps succeser har flere fædre

”Det, der er lykkedes af større tiltag er skattereformen, men det var især fordi republikanerne i Kongressen stort set holdt Trump selv ude af lovgivningsarbejdet. Det var deres projekt, de håndterede det, Trump skrev under, og så gav de ham en stor del af æren for det,” siger Bjerre-Poulsen og nævner udnævnelsen af dommere som et andet område, hvor Trump har haft succes. ”Det er vigtigt at forstå, at for mange kristne evangelikale vælgere var valget af konservative dommere den allervigtigste grund til at stemme på Donald Trump i 2016”.

Men da udnævnelsen af dommere – både føderale dommere og højesteretsdommere – er udliciteret til en privat interesseorganisationen, The Federalist Society, som er en konservativ sammenslutning af jurister, kan man næppe give Trump æren for valget af dommere heller.

”Han har sagt til dem: 'I laver en liste, I peger på, hvem jeg skal nominere til de poster, og så får I dem.' Altså endnu en proces, hvor han har overladt det til andre,” siger Niels Bjerre-Poulsen og tilføjer, at Trump også har haft en vis succes med dekreter – som præsident Obama også benyttede sig af.

”Men Obama gjorde det, fordi han havde et flertal i begge Kongressens kamre imod sig. Omvendt har Trump i to år haft flertal i begge Kongressens kamre, og man kan spørge, hvorfor han ikke bare for længst har skaffet penge til at bygge den mur mod Mexico?

De mest vidtrækkende beslutninger Trump har truffet, har været uden forudgående konsultation med sine partifæller i Kongressen – og ofte også uden konsultation med rådgivere og eksperter i ministerierne. Det gælder først og fremmest de internationale aftaler, han har meldt USA ud af – Trans-Pacific Partnership (TPP), Paris-aftalen om klima, atomaftalen med Iran og nedrustningsaftalen med Rusland (INF). Det gælder også de nye handelsrestriktioner, han har indført overfor Kina og en række andre lande. Normalt er toldsatser Kongressens anliggende, men Trump har benyttet en sjældent anvendt mulighed for at henvise til den nationale sikkerhed, og derefter dikteret de nye regler i sin egenskab af øverstkommanderende for de væbnede styrker.

Kampen om muren er vigtigere end selve muren

Hvis præsident Trump ville have pengene til at bygge en mur langs USA's sydlige grænse mod Mexico, hvorfor har han så ikke stillet forslag om det og fået det vedtaget i Kongressen, mens hans parti kontrollerede begge kamre? Han finder på det, da han har tabt et midtvejsvalg, og demokraterne står til at skulle overtage Repræsentantenes Hus. I sommeren 2018 tilbød demokraterne ham tilmed et langt større beløb til grænsemuren. Dengang ville de give ham femogtyve milliarder dollars (godt 160 mia. kr.) i stedet for 5,7 mia. dollars (37 mia. kr.), men som del af en større immigrationspakke.

Dengang sagde Trump for åben skærm, at hvis demokraterne og republikanerne kan finde sammen om et forslag, skal jeg nok skrive under og tage balladen for det. Det gjorde de så og præsenterede ham for forslaget. I mellemtiden havde nogle af hardlinerne blandt hans rådgivere sagt: ”Nej, det skal du ikke skrive under på, for så bliver dine vælgere sure”.

Da de så kommer med forslaget, vender han 180 grader og siger, at det vil han ikke være med til alligevel. Jeg tror, at han hellere vil have kampen om muren end selve muren. Det handler mere om symbolpolitik end om, hvad han konkret vil have for at sikre grænsen. Det er forestillingen om, at han står heroisk og forsvarer sine vælgere mod horder af kriminelle, som vælter ind over grænserne og slår dem ihjel, ikke?

Kampen om muren førte i december 2018 til budgetkrisen, da Trump afviste det vedtagne budget, fordi det var uden penge til en mur. Afvisningen førte til det rekordlange ”shut down” af det amerikanske statsapparat – 35 dage.

En endelig budgetaftale blev i februar stemt igennem Kongressen. Aftalen indeholdt dog kun ca. 1,4 mia. dollars til grænsebarrierer. Trump svarede igen ved at erklære ”nødretstilstand” med henvisning til, at USA's sikkerhed er truet på grund af manglende kontrol med grænsen til Mexico. En nødretstilstand giver Trump mulighed for at skaffe midler uden om Kongressen til en grænsemur. Demokraterne, anført af formanden for Repræsentanternes Hus i Kongressen, Nancy Pelosi, har dog bebudet, at de vil forsøge at blokere Trumps beslutning.

Beskæftigelsen og aktionærerne har det godt under Trump

Hvad har Trump gjort godt i sin tid i Det Hvide Hus efter din vurdering?

”Man kan sige, at han ikke har ødelagt det økonomiske opsving, der nu har stået på i mere end 100 måneder. Økonomien har det som før nævnt godt. Men kigger man på, hvad der i en periode stimulerede aktiemarkedet, var det blandt andet deregulering.”

Tilsvarende nævner Bjerre-Poulsen sænkelsen af selskabsskatten.

”At sænke den fra 30 til 21 % giver måske mening, men det blev i høj grad solgt på, at fordi virksomhederne sparede penge, ville medarbejderne få højere løn. Ifølge en undersøgelse fra The National Association of Business Economics har lettelsen af selskabsskatterne i 84 % af de amerikanske virksomheder ikke haft nogen effekt på deres investeringer eller ansættelser. I stedet er der typisk sket det, at hvad virksomhederne har sparet i selskabsskat, dét har de brugt på at opkøbe egne aktier, så aktiekurserne i hvert fald i en periode steg betydeligt.

Så aktionærerne har haft glæde af det, og samtidig ser man – uden at jeg skal gøre mig til ekspert på området – et meget volatilt aktiemarked. Det er således ikke muligt for præsidenten at bruge det som et entydigt succeskriterium: 'Se, hvad der sker med jeres aktier!' For mange andre faktorer spiller ind – handelskrigen med Kina, osv.”

Har Trumps kernevælgere så overhovedet fået noget ud af at vælge ham?

”Der er kommet flere i arbejde, og arbejdsløsheden er historisk lav. En del af Trumps dilemma er imidlertid, at han overtog en økonomi, der allerede havde det godt. Den kurve er fortsat.

Stort underskud på de offentlige budgetter

Eksempelvis har man med skattereformen lavet et gigantisk underskud på de føderale budgetter. Alene sidste år forøgede man underskuddet med 17 %. Når centralbanken Federal Reserve så vil hæve renten, bliver Trump pludselig rasende. Men man kan jo ikke blive ved med at have nærmest nul i rente, fornår økonomien har det godt, bliver man ligesom nødt til at hæve renten?

Hvor er den langsigtede strategi? Som da USA trak sig ud af Paris-aftalen, eller da USA trak sig ud af atomaftalen med Iran. Det er ikke sådan, at han har en anden plan for, hvad han så vil gøre. Trump synes aldrig at have en plan B.”