Den sidste uge af november 2018 indtraf en skelsættende begivenhed i USA. For første gang i 75 år er amerikanerne nu selvforsynende med råolie. Det giver USA et stærkt kort på hånden, som allerede er begyndt at rokke ved de kendte magtbalancer.
Udgangen på 2018 var præget af så voldsom uro på aktiebørserne, at larmen næsten overdøvede en skelsættende begivenhed på en anden slags børs, nemlig råvarebørsen: For første gang siden 1944 eksporterer USA nu mere råolie, end der kommer ind.
I 2018 overhalede USA, ifølge U.S. Energy Information Administration, både Saudi-Arabien og Rusland som verdens største råolie-producent, og i forvejen holder USA positionen som verdens største naturgasproducent.
USA er med andre ord blevet verdens nye, førende olie- og gasmagt, og det gør ikke kun USA selvforsynende. Det kan også rykke ved USA's sikkerhedspolitiske prioriteringer. Den tid er forbi, hvor amerikansk, militær intervention i Mellemøsten havde forsyningssikkerheden som fast underlægningsmusik.
Hiver tænderne ud
Den nye situation giver USA helt nye kort på hånden i forhold til de store, mellemøstlige olieeksportører, der i 70'erne gennem OPEC (organisation for olieeksporterende lande) reelt dikterede verdensmarkedsprisen på olie. USA er blevet langt mindre sårbar, vurderer Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet.
”Amerikanerne har pillet tænderne ud af OPEC, og det står klart, at Mellemøsten ikke længere er nær så vigtig for USA. Det ser vi både i Syrien samt i Irak, hvor Barack Obama, USA's forrige præsident, var i færd med at trække USA ud, indtil Islamisk Stat tvang ham tilbage igen.
Det var også Islamisk Stat, der tvang amerikanerne til at blande sig i Syrien, men man blandede sig på en måde, der sikrede, at man ikke kom til at sidde fast. Det er en tilbagetrækningspolitik, som Obama startede, og som Trump har fortsat, og nu hører vi også USA's præsident Donald J. Trump sige, at han gerne vil ud af Syrien. Tilbagetrækningen er udtryk for, at amerikanerne ikke længere anser det for vigtigt at være miltært til stede”, siger Peter Viggo Jakobsen.
Vågent øje på Iran
Han hører dog ikke til dem, der mener, at USA er på vej til helt at forlade regionen. Amerikanerne har nære allierede i Israel og Saudi Arabien og store økonomiske interesser i form af bl.a. våbenhandel og de amerikanske olieselskaber i området. Og så skal der også holdes et tæt øje med, hvad ærkefjenden Iran kan finde på.
”USA har stadig en interesse i et stabilt oliemarked, hvor priserne ikke stikker af. Hvis iranerne blokerer Hormuzstrædet, vil prisen på olie eksplodere til over 200 dollars tønden (mod ca. 50-60 dollars i dag, red.). Den pris vil naturligvis også gælde amerikanernes hjemmelavede olie, og det har de naturligvis ikke råd til. Så der er mange, der har en fælles interesse i et stabilt Mellemøsten”, siger Peter Viggo Jakobsen, der også peger på, at Kinas store afhængighed af olie fra Saudi-Arabien giver amerikanerne en yderligere motivation for at pleje forholdet til Saudi-Arabien.
”Hvor Obama var mere henholdende i forhold til saudierne, er Trump gået all in for at støtte saudierne i deres magtkamp med iranerne. Det så man jo senest i sagen om journalisten, der blev likvideret i Tyrkiet af saudiske agenter. Den amerikanske mellemøstpolitik har aldrig ladet sig styre af menneskerettigheder. Her vinder de økonomiske interesser, når de to kolliderer.”
Et nyt, stærkt våben
USA's nye, petro-økonomiske styrke kan også bringes i spil i forholdet til både Europa og den russiske præsident, Vladimir Putin. Amerikanerne er mildt sagt sure på især tyskerne over det europæiske samarbejde med russerne omkring gasledningen Nordstream 2, der skal pumpe russisk naturgas til vesteuropæiske komfurer og gasfyr. Den leverance havde amerikanerne gerne stået for. Både af hensyn til pengene og for at presse russerne.
”Efter at amerikanerne nu er blevet selvforsynende, har de reelt frataget russerne ét af deres vigtigste kort. Bortset fra våben er olie og gas noget nær det eneste, som russerne for alvor kan finde ud af at lave, men det kan amerikanerne være ligeglade med nu. De har den olie, de skal bruge, og det stiller naturligvis USA stærkere i den konfrontation, som er under opsejling.”
Penge til en mur?
Under de mange års olie-afhængighed opbyggede amerikanerne enorme, strategiske olielagre for at gøre sig mindre sårbare i tilfælde af en oliekonflikt. De lagre er nu ikke længere nær så vigtige, og dermed kan USA spare den forsikringspræmie, som lagrene tidligere var, påpeger Peter Viggo Jakobsen.”Olielagrene er blevet til penge i banken, som kan frigøres til mange ting. Det kunne fx være, at nogen havde ønske om at finansiere en mur ...”
