Afdelingen Højt Udbytte Aktier har klaret sig godt gennem den senere tids aktieuvejr, og ligger endnu en gang lunt til at levere et fornemt afkast for året. "Hemmeligheden" er – ud over den rette filosofi – en god holdopstilling.
Det er sjældent blandt udbytteaktier, man finder kursraketterne, når aktiekurserne kører opad. Men når opgang bliver til stagnation eller nedgang, klarer udbytteaktierne sig traditionelt bedre end aktierne generelt.
Den antagelse har vist sig endnu en gang at holde stik under den senere tids turbulens på de globale aktiemarkeder. Med et foreløbigt afkast for året på pt. omkring 5 procent*, ligger afkastet i Højt Udbytte Aktier igen i år væsentligt over både sit eget sammenligningsindeks og afkastet i de brede globale aktieafdelinger.
Hvis du vil af med noget risiko
"Udbytteaktier er typisk mere stabile end aktier generelt, når der er uro på de finansielle markeder. Derfor vil udbytteaktier som regel klare sig bedre end det brede aktiemarked i en periode med stagnation eller fald. Det gør udbytteaktierne interessante for langsigtede investorer, der vil af med noget risiko på den samlede aktieportefølje," siger Michael Clemens, chefporteføljeforvalter for Højt Udbytte Aktier.
Han betoner, at afdelingen ser på risiko før den ser på forventet afkast.
"Vi går ind for at begrænse downside frem for at maksimere upside. Det er vores filosofi. Vi har 50 selskaber i porteføljen, alle med max-eksponering på 2,5 %. Det betyder, at en enkelt aktie ikke kan vælte hele tuen, selvom den skulle falde med 50 %", forklarer Michael Clemens.
Gode odds på hånden
Når Højt Udbytte Aktier har overgået markedet i 2018, skyldes det ifølge Clemens også en kombination af god aktieudvælgelse og en god sammensætning.
"Vi er defensivt orienteret, men kuglen skal stadig i kassen for at vinde, og derfor forsøger vi at strikke en portefølje sammen, som giver gode vinderodds. Ingen kan time et køb eller salg nøjagtigt, så i stedet forsøger vi løbende at forbedre odds ved at optimere vores holdopstilling", forklarer Michael Clemens.
Usikkerhed
Lige nu befinder aktiemarkederne sig i et limbo, hvor alle lurer på, om uroen blot er en korrektion eller indledning på en længere periode med fald.
"Det eneste vi kan sige nogenlunde sikkert er, at vi er tættere på toppen end på bunden. Så lige nu er det fint at eje udbytteaktier frem for aktier fra det brede verdensindeks, hvis du som aktieejer vil sove lidt roligere om natten. I en sådan situation får du bedre odds på udbytteaktier."
Renæssance for udbytteaktier?
Efter nogle år med stor appetit på at skabe værdi for aktionærerne gennem opkøb af andre virksomheder, er der nu tegn på, at selskaberne drosler ned, og i stedet skaber værdi gennem opkøb af egne aktier eller øget udbyttebetaling. Det kan øge feltet af udbytteaktier.
"Man kan godt forestille sig, at udbytteaktierne får en renæssance. Men selvom der bliver mere at vælge imellem, bliver det ikke nødvendigvis nemmere at hente et merafkast hjem til afdelingens investorer", siger Michael Clemens, der generelt mener, at god performance bygger på en konsekvent udførelse af en bæredygtig filosofi. Samt en god holdopstilling.