BankInvests chefstrateg, Frank Velling, præsenterer med "Outlook 2017" sin makroøkonomiske vurdering, af året der kommer. Læs hovedkonklusionerne fra analysen og bliv klogere på de udfordringer du som investor vil blive mødt med i 2017.
Op til præsidentvalget i 1992 mindede Bill Clinton’s kampagneleder James Carville sine medarbejdere om, hvad der var vigtigst, for at vinde valget: "It’s the economy, stupid". I 2016 har vi været vidne til to skelsættende politiske begivenheder, som vil få stor betydning i 2017: Briternes ”nej” til fortsat medlemsskab af EU og valget af Donald Trump som præsident i USA. I en stribe EU-lande står man desuden overfor vigtige valg, ligesom bank- og gældskrise vil udfordre det politiske sammenhold. Endelig forekommer den geopolitiske situation mere usikker end set længe. Så mens den økonomiske vækst forventes at fortsætte i et moderat tempo i 2017, så vil de finansielle markeder være volatile pga. usikkerhed og udsving i risikopræmier: "It’s the politics, stupid".
At politik bliver uhyre vigtigt i 2017 har vi forsøgt at illustrere i billedet, hvor en stribe centrale "policy makers" for 2017 er afbilledet. Men kardiogrammet skulle også illustrere, at der undervejs kan blive betydelig volatilitet, når: (1) nationalistiske vinde kolliderer med globalisering, (2) når May’s Brexit-ønsker kolliderer med EU’s regler, (3) når ekspansiv amerikansk finanspolitik kolliderer med et stramt arbejdsmarked, (4) når geopolitiske stridigheder kolliderer med en ny amerikansk udenrigspolitisk kurs, og ikke mindst: (5) når en uforudsigelig politisk udvikling kolliderer med de finansielle markeder. Vær forberedt på et begivenhedsrigt år. Det er ikke "business as usual"!
På det økonomiske plan vil udmøntningen af Trump’s økonomiske politik få afgørende betydning: Størrelsen og timing af stimuli, stigende inflationsforventninger og renter samt valutakursbevægelser. I Europa er der ikke samme finanspolitiske råderum. Vækstopsvinget ventes at fortsætte, men med et svagere sikkerhedsnet.
Forsigtig og med et USA-tilt ved indgangen til 2017
USA ser stærkere ud vækstmæssigt end Europa i det kommende år. Desuden forekommer de politiske risici at være noget mindre end i Europa. En af de betydeligste risikofaktorer er, at Trump gør alvor af handelssanktioner mod større lande. Men selv i et sådan scenarie forekommer Europa mere sårbar. Vores allokering før valget i retning af amerikanske aktier (og dollaren) har hidtil båret frugt. Til gengæld er der formentlig større potentiale for P/E-ekspansion i Europa i det kommende år, ikke mindst hvis det lykkes at få skabt ro i banksektoren. Men det er altså i et marked, hvor udfaldsrummet er kendetegnet med moderat forventet afkast men ”federe haler”. Da politisk risiko overvejende er uforudsigelig og vanskelig at håndtere i en portefølje, forsøger vi ikke at gå efter et halescenarie, som forudsætter, at man ser aktievenlige udfald hele vejen rundt. Så det er en forsigtig portefølje ved indgangen til 2017.
De væsentligste konklusioner i Outlook 2017 er:
Konjunkturforløbet:
- Moderat højere global vækst fra et lavt niveau
- Det globale væksttyndepunkt bevæger sig fortsat mod øst
- Tegn på stigende vareinflation på grund af stigende råvarepriser
- Amerikansk højkonjunktur nærmer sig en afslutning
- Moderat stigende kerneinflation i USA i det kommende år
- Ikke åbenlyst, at ”Trumponomics” vil give noget væsentligt løft til væksten i 2017
- Usikkerhederne er forøget betragteligt med valget af Donald Trump
- Økonomisk-politisk usikkerhed i Europa stiger til nye højder i det kommende år
- Forøgelse af ”Juncker-planen” er ikke nogen ”game-changer” for væksten i Europa
- Spirende optimisme i EM, hvor eventuel amerikansk protektionisme, dog kan gøre stor skade
Pengepolitik:
- Federal Reserve vil tillade, at inflationen overstiger 2% i en længere periode
- Valget af Trump har (endnu) ikke ændret vores forventninger til Federal Reserve i 2017
- ECB holder renten uændret i 2017 (og i 2018)
Aktier:
- Globale aktier vil byde på moderate afkast og betydelig volatilitet i 2017
- S&P 500 stiger til ca. 2380 ultimo 2017 – eller 6,5% højere end niveauet i december 2016
- Større stigningspotentiale i europæiske aktier, men også større risiko!
- EM-aktier ser mindre risikable ud, end for 12 måneder siden
Obligationer:
- I fraværet af systemisk risiko i Eurozonen vil den 10-årige tyske rente stige til ca. 0,60% p.a.
- Rentespændet mellem USA og Tyskland fortsætter ud i første halvår, hvorefter det indsnævres
- Amerikansk 10-årig rente stiger til ca. 2,85%, men med betydelig volatilitet undervej
Risici:
- Usikkerhed om Trump i Det Hvide Hus: Protektionisme, udenrigspolitik, skattelempelser
- Kraftigere løft i amerikansk inflation med kraftigt stigende renter og dollarstyrkelse til følge
- Økonomisk-politisk risiko i Europa: Brexit, Italien, Holland, Frankrig .....
- Stigende nationalisme kan føre til systemisk usikkerhed i EU/Eurozonen (fx. fra Frankrig)
- Geopolitik: Mellemøsten (især Iran og Syrien)
- En kraftig eskalering af flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Nordafrika
- Terror i Europa
Chefstrateg Frank Velling.