Menu

Søg på sitet

BankInvest fastsætter CO2-mål frem mod 2030

Nyt fra BankInvest

BankInvest har forpligtet sig til CO2-neutrale investeringer senest i 2050. Første delmål er klar: Inden 2030 skal CO2-udledningen fra investeringerne reduceres med 55 %. Målet gælder flere af de mest efterspurgte fonde. Flere føjes til, når data forbedres.

BankInvest har indleveret sin første CO2-delmålsætning til investorinitiativet Net Zero Asset Managers, hvor 236 kapitalforvaltere forpligter sig til at neutralisere CO2-udledningen fra deres investeringer frem mod 2050. De 236 kapitalforvaltere repræsenterer omkring halvdelen af verdens forvaltede formuer.

BankInvest har sat som mål at reducere CO2-udledningen med 55 % fra 11 aktiefonde og 2 obligationsfonde, herunder bl.a. andet Danske Aktier, Højt Udbytte Aktier, de globale aktiefonde samt to obligationsfonde. De 13 fonde står for tilsammen 43 % af BankInvest samlede formue under forvaltning på 140 mia. kr. (pr. 31/12-2021).

”Vi er så ambitiøse, som data tillader. I første omgang har vi sat konkrete CO2-mål på nogle af vores mest efterspurgte fonde, som samtidig har bred og pålidelig datadækning. Målet er at koble hele formuen til målsætningen, og jeg forventer, at vi i løbet af få år kommer til at løfte både CO2-målet og formueandelen betragteligt”, siger adm. direktør Lars Bo Bertram, og peger på især to årsager:

”Vi investerer i selskaber, der bredt set tager ansvar for den grønne omstilling, og det vil i sig selv trække i den rigtige retning. Samtidig kommer der løbende bedre data, så vi efterhånden kan inkludere flere og flere fonde i vores målsætning og dermed hæve CO2-målet.”

Udover midler for private investorer, forvalter BankInvest også en række mandater for pensionskasser og andre institutionelle investorer. De skal selv vælge, om de vil slutte sig til BankInvests reduktionsmål.

Målet om 55% reduktion er i tråd med 2018-anbefalingen fra FN’s Klimapanel (IPCC), som foreskriver en CO2-reduktion på 49-65% inden 2030, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grader.

 

Dato: 19. maj 2022

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld