Menu

Søg på sitet

Pressemeddelelse: BankInvest-fonde bliver CO2-neutrale

Bæredygtighed

Fuld CO2-kompensation: BankInvest-fonde bliver CO2-neutrale

BankInvests svanemærkede investeringsfonde bliver nu CO2-neutrale. Som den første kapitalforvalter i Nordeuropa kompenserer BankInvest fuldt ud for CO2-udledningen i de to bæredygtige investeringsfonde.

Med 10 mia. kroner investeret i løbet af blot seks måneder var de to bæredygtige investeringsfonde med hhv. globale aktier og globale obligationer BankInvests mest efterspurgte i 2020. Nu lægges der et yderligere lag på: Som den første kapitalforvalter i Nordeuropa kompenserer BankInvest fuldt ud for de to fondes CO2-udledninger.

”Vi ser en meget stor appetit på bæredygtige investeringer, der påvirker verden i en positiv retning. Vi kan også se, at især klimaet fylder meget i de flestes bevidsthed. Det imødekommer vi nu ved at gøre vores svanemærkede fonde fuldt CO2-neutrale,” siger Lars Bo Bertram, adm. direktør i BankInvest. De to svanemærkede fonde har i forvejen en lav CO2-udledning på under 50 % af markedsindekset som helhed og stiller høje krav til både virksomhedernes ESG-indsats og bidrag til FN’s verdensmål.

Klimainitiativet sker ved, at BankInvest køber CO2-kreditter svarende til den konkrete udledning fra de virksomheder, fondene investerer i. Hvis en virksomhed eksempelvis udleder 100.000 tons CO2, og BankInvest ejer 1 % af selskabet, køber BankInvest CO2-kreditter, der modsvarer en reduktion på 1.000 tons CO2.

”Det er vigtigt for os, at pengene går til projekter med størst mulig sikkerhed for reelle klimaforbedringer. Derfor har vi allieret os med en ledende ekspert på området, Natural Capital Partners, som samarbejder med kendte internationale virksomheder i arbejdet med at støtte kvalitetsprojekter verden over”, siger Lars Bo Bertram.

”Vi er på en rejse, og forventer løbende at tilpasse vores bæredygtige produkter, så de flugter med de højeste standarder.”

BankInvest har allerede kompenseret 2020-udledningen for de to fonde, der blev etableret i hhv. juni og oktober sidste år.

Dato: 11. januar 2021
Produkter:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld