Menu

Søg på sitet

Pressemeddelelse - BankInvest lancerer svanemærket obligationsfond

Bæredygtighed

Som den første danske kapitalforvalter lancerer BankInvest nu en svanemærket global obligationsfond med stats-, realkredit- og virksomhedsobligationer, der vægter ansvarlighed og FN’s verdensmål højt og har et meget lavt CO2-aftryk.

Danske investorer har stor appetit på bæredygtige investeringer, der samtidig kan levere et konkurrencedygtigt afkast. Ydermere ønsker de tryghed for, at investeringen rent faktisk også er bæredygtig.

Det er baggrunden for, at BankInvest nu lancerer sin anden bæredygtige investeringsfond, som har opnået at blive Svanemærket. Den nye obligationsfond Globale Obligationer Bæredygtig Udvikling investerer bredt over hele verden i både stats-, realkredit- og virksomhedsobligationer.  

”Vores svanemærkede aktiefond har siden lanceringen i juni overgået alle forventninger, og vi mærker en stor efterspørgsel efter bæredygtige produkter blandt vores kunder og ejere. Nu er vi klar med et obligationsprodukt, der henvender sig til investorer med et ønske om at investere bredt og bæredygtigt i obligationer”, siger Lars Bo Bertram, adm. direktør i BankInvest. Hans forsigtige vurdering lyder, at obligationsfonden når op på et par mia. kr. i formue i løbet af 2021 afhængig af, hvordan de for tiden usikre finansmarkeder udvikler sig.

”Globale Obligationer Bæredygtig Udvikling er ligesom sin svanemærkede aktiesøster en fond med høje bæredygtige ambitioner. Det betyder, at fonden på en række punkter er underlagt de samme krav som aktiefonden. Men der er også klare forskelle,” forklarer obligationschef Michael Hauch.

”Mens screeningen af virksomhedsobligationer følger samme principper som på aktier sker screeningen af statsobligationer efter et internationalt korruptionsindeks, og vi ekskluderer også lande, der ikke har ratificeret FN’s konvention om Biodiversitet, Paris-aftalen eller har finansielle sanktioner fra EU eller FN. Derudover har vi mulighed for at investere i grønne obligationer og direkte støtte projekter, der understøtter den grønne transition,” siger Michael Hauch.

Dato: 5. oktober 2020

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld