Den danske regering har udsendt deres opfølgningsrapport omkring arbejdet med FN’s 17 verdensmål, en rapport, der med Finansministeriets egne ord skal gøre Danmark klar til Verdensmålseksamen.
Rapporten indeholder 46 cases fra medlemmerne af Global Compact Network, og her fremhæver rapporten BankInvests lancering af den svanemærkede aktiefond, Globale Aktier Bæredygtige Udvikling, som er rettet mod private investorer. Fonden, der blev lanceret i juni sidste år, har p.t. ca. 11 mia. kroner i formue og er den hurtigst voksende fond i BankInvests historie.
Rapporten nævner, at BankInvest har lanceret flere bæredygtige fonde med specifikke mål om at understøtte FN’s verdensmål. Fælles for fondene er også de ambitiøse mål for CO2-reduktionen i forhold til resten af markedet. Rapporten påpeger endvidere, at BankInvest deltager i en række initiativer og partnerskaber, der alle har til formål at påvirke virksomhederne til at øge fokus på CO2-udledninger og lignende klimaovervejelser.
Overblik over bæredygtigheden
BankInvest lancerede allerede for to år siden rapporten Bæredygtigt aftryk. Rapporten viser for samtlige af de fonde i BankInvest, hvor data findes – aktuelt 39 fonde - hvor meget CO2, fondenes porteføljer udleder, og i hvor høj grad virksomhederne bidrager til verdensmålene. Bæredygtigt aftryk viser også, hvor godt den enkelt investeringsfond gør det i forhold til miljø, sociale forhold og selskabsledelse, det man også kalder ESG.
Bæredygtigt aftryk blev i sidste måned udvidet med yderligere oversigter og forklaringer.
Regeringens Verdensmålsrapport skal trykprøves, når finansminister Nicolai Wammen i næste måned skal præsentere Danmarks arbejde med verdensmålene. Det sker i forbindelse med FN-topmødet High Level Political Forum, som er en årlig begivenhed, hvor FN's medlemslande på skift præsenterer deres arbejde med og implementering af 2030-dagsordenen.
Rapporten er blevet til i et samarbejde mellem regeringen og parlamentarikere, kommuner, regioner, virksomheder, unge, civilsamfundet og akademiske institutioner.