Menu

Søg på sitet

Kinas økonomi og aktier i overhalingsbanen

Analyse

Stadig flere i Vesten får øjnene op for de investeringsmuligheder, den kinesiske vækst fører med sig, skriver chefstrateg Jakob Vejlø.

Fokus i Vesten er i disse uger zoomet ind på de økonomiske og sociale udfordringer, USA og Europa har pga. Covid-19 virussens vedvarende hærgen. I Østen er den kinesiske drage imidlertid ikke bare vågnet op fra sygelejet, men tramper fremad i røg og damp. Kina blev som den første nation hårdt ramt af Covid-19 i starten af 2020. Men landet er kommet langt i inddæmningen af smitten og åbner nu for de økonomiske ventiler.

Mens USA og EU ventes at se den realøkonomiske aktivitet falde 4-7 procent i 2020, ventes Kinas reale BNP at vokse 2 procent. Ved udgangen af året vil Kinas nominelle bruttonationalprodukt, BNP, ligge på ca. 15.000 mia. USD eller ca. 71 procent  af USA's BNP. Justeret for valutaens købekraft har Kina allerede overhalet USA som verdens største økonomi. Til næste år ventes Kinas BNP at vokse 8 procent mod 3,7 procent i USA.

Kina er i højere grad end tidligere en stor selvstændig økonomi og er ikke længere så afhængig af den internationale handel.

Jakob Vejlø, chefstrateg i BankInvest

Det er meget sandsynligt, at den kommende amerikanske regering - demokratisk eller republikansk – vil videreføre presset på Kina i form af forskellige handelsrestriktioner. Men det vil ikke være nok til at presse økonomien alvorligt. Kina er i højere grad end tidligere en stor selvstændig økonomi og er ikke længere så afhængig af den internationale handel. I øvrigt har landet, trods handelskrig, formået at øge handelsoverskuddet markant det seneste år og ser nu igen en positiv vækst i eksporten.

På det teknologiske område vil vi i de kommende år blive vidner til nye tiltag, der sigter mod at begrænse Kinas adgang til vestlig know-how og infiltration i vestlige systemer. Men også her ser Kina ud til at kunne stå på egne ben og finde andre samarbejdspartnere. Landet overhalede i 2019 USA som verdens førende inden for antal nye patenter, herunder inden for en af fremtidens afgørende teknologier, kunstig intelligens.

En af drivkræfterne internt i Kina er opbygning af gæld. Kreditgivningen til erhvervslivet og husholdningerne er på vej op igen og vokser over 10 procent på årsbasis. Gældsopbygningen bliver en udfordring på langt sigt. Men der kan gå mange år, før sprækkerne i en kreditboble giver bagslag. Landet har kontrol med de internationale kapitalbevægelser og vil ikke se en pludselig udstrømning af kapital, som vi har set det mange gange i andre fremvoksende økonomier.

En anden markant vækstdriver er Kinas nylige beslutning om at blive C02-neutral nation i 2060. Landet står i dag for ca. en fjerdedel af verdens samlede udledning. Ambitionerne kræver enorme investeringer og vil skabe et markant momentum inden for bæredygtig energi og teknologier på området.

Mens den kinesiske økonomi øger forspringet til Vesten er der samme tendenser i aktiemarkedet. MSCI China aktieindekset er steget 18 procent i år, målt i USD. Amerikanske S&P500 er steget knap 8 procent, mens europæiske Stoxx600 er faldet 6 procent, målt i USD.

Og der er stadig flere – i Vesten – der får øjnene op for de investeringsmuligheder, den kinesiske vækst fører med sig. En af disse er amerikaneren Ray Dalio, grundlægger af verdens største hedgefund, Bridgewater.  Fonden har i 2020 øget investeringerne i kinesiske aktier betydeligt - og med et langsigtet perspektiv. Dalio påpeger, at Kina vil blive en voksende driver i den globale økonomiske og finansielle udvikling, og at landet tilbyder globale investorer en sjælden mulighed for at investere i et stort, likvidt og diversificeret marked. Vi kan tilføje at det kinesiske aktiemarked stadig fremstår relativt billigt ift. resten af verden.

Dato: 14. oktober 2020
Tags:

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld