Coronakrisen er på mange måder en skelsættende begivenhed. Økonomisk set er vi alle deltagere i et af verdenshistoriens helt store eksperimenter.
Med den ene hånd har myndighederne i de fleste lande lukket en stor del af de normale samfundsøkonomiske aktiviteter ned. Med den anden hånd er der iværksat massive finanspolitiske og pengepolitiske tiltag. Det sker naturligvis med henblik på at inddæmme de helbredsmæssige omkostninger ved Covid-19 og samtidig at begrænse de økonomiske skadevirkninger for erhvervslivet og borgerne. En uhyre svær balancegang.
I økonomiske termer kan vi anskue Coronakrisen som én kæmpe stor regning. Vi kender ikke størrelsen på denne endnu. Men i IMF’s seneste prognose fra april forventes den globale økonomi at skrumpe med 3% i 2020. Det er langt værre end under Finanskrisen, hvor det globale bruttonationalprodukt (BNP) lå fladt i 2009 efter at være steget 3% i 2008. IMF skønner, at staternes direkte omkostninger, via øgede sundhedsudgifter, tilskud til borgere og virksomheder og lavere skatter, koster ca. 3.300 mia. USD (ca. 22.800 mia. kr). Dertil kommer udlån og indskud af aktiekapital i virksomheder for ca. 1.800 mia. USD (ca. 12.400 mia. kr.) og øvrige lånegarantier for ca. 2.700 mia. USD (ca. 18.600 mia. kr.). Det er svært at forholde sig til størrelsen på disse tal, men der er groft skønnet tale om ca. 10% af klodens BNP.
Det kritiske er, at vi ikke har set en mærkbar forbedring af de offentlige finanser i årene efter Finanskrisen og frem til Coronakrisen. Enkelte lande som Danmark har benyttet de gode år til at få reduceret den offentlige gæld betydeligt. Men samlet set er der sket en forværring af staternes gældssituation globalt. Nu kan staterne forvente et nyt mærkbart løft i gældsniveauerne både absolut og ift. økonomiernes størrelser. Situationen i fx Italien fremstår stadig mere kritisk. Her taler vi om et muligt spring i statens udestående gæld fra 136% af BNP i 2019 til måske 170-180% af BNP i 2020. Italien kan risikere at havne i en uholdbar gældsspiral. Andre lande risikerer væsentlige nedjusteringer af kreditvurderingerne og stigende finansieringsomkostninger.
Vi er også vidne til diskutable pengepolitiske tiltag af historiske dimensioner. Én ting er bygen af rentesænkninger globalt. Men mere iøjnefaldende blæser centralbankernes beholdninger af diverse finansielle aktiver i vejret. Bank of Japan ejer næsten halvdelen af landets statsobligationer og har øget investeringerne i aktie-ETF’er. Federal Reserve er begyndt at opkøbe obligationstyper udstedt af virksomheder, inkl. selskaber med en kreditvurdering nede i det såkaldte high yield eller junk-segment. Bank of England lader staten overtrække kontoen i et omfang, der vidner om, at seddelpressen reelt kører for at finansiere statens udgifter. Den Europæiske Centralbanks (ECB) opkøbs- og låneprogrammer er kommet op i et nyt gear.
Ingen ved reelt, hvad disse meget store finans- og pengepolitiske skred fører til. Risikoen er, at vi havner i en mere synlig form for gældskrise, strukturelt højere arbejdsløshed, eller at inflationen begynder at stige i takt med seddelpressens omdrejninger i centralbankerne. Muligheden er omvendt, at vi kommer ud på den anden side af krisen i noget bedre form end frygtet og bedre rustet til fremtiden. Det globale aktiemarked er steget ca. 25% siden bunden i marts og er blot faldet 12% år til dato. Signalet fra markedet er, at krisen er kulmineret, og at lyset for enden af tunnelen bliver stærkere. Vi håber og tror på, at markedet har ret.
Af chefstrateg Jakob Vejlø, bragt på finans.dk.
