Menu

Søg på sitet

BankInvest har ansat Maria Kristensen som ny teknologidirektør og Chief Technology Officer. Hun kommer fra en stilling som Chief Technology Officer i Nordea Asset Management, hvor hun siden 2020 har haft det overordnede ansvar for udviklingen af den nordiske kapitalforvalters teknologistrategi, -transformation og -løsninger – ikke mindst på investeringsområdet.

- Vi er meget glade for at have fået en kapacitet som Maria med på holdet. Efter en succesfuld systemkonsolidering omkring BlackRock Aladdin er BankInvest nu klar til at tage hul på en ambitiøs digitaliseringsudrulning. Innovative digitale løsninger skal accelerere og optimere vores arbejds- og investeringsprocesser, produktudvikling og forretningsperformance og frigøre ressourcer til at fokusere endnu mere på at skabe værdi for investorerne. Det kræver en stærk profil, der evner at se holistisk på hele forretningen, og det er vi sikre på, at vi har fundet i Maria, siger investeringsdirektør Andrea Panzieri.

Maria Kristensen kommer med stor erfaring fra asset management og tech-branchen, og hun har stærke kompetencer inden for change management. Maria Kristensen har en bred brancheprofil og har arbejdet i NESA, Nordea og Energi E2, inden den CBS-uddannede teknologispecialist i 2006 kom til Ørsted, hvor arbejdet med forretningsudvikling med teknologi som accelerator tog fart.

I 2015 skiftede Maria Kristensen til SimCorp og blev kort efter udnævnt til IT-direktør og Chief Information Officer. En stilling, hun bestred indtil skiftet til Nordea Asset Management i 2020.

I BankInvest bliver Maria Kristensen medlem af Management Group og får ansvar for at drive den digitale transformation og styrke integrationen af IT i hele organisationen. BankInvest har stærke
teknologiske kompetencer og har gennem de senere år udviklet en række teknologibårne løsninger, der har forbedret både top- og bundlinje. Det arbejde skal fokuseres, så alle relevante
enheder af BankInvest kan drage nytte af udviklingsarbejdet.

Maria Kristensen tiltræder den 1. oktober som ny teknologidirektør og Chief Technology Officer i BankInvest

Dato: 26. september 2023

Nyhedsbrev

Få de bedste nyheder fra BankInvest leveret direkte til din e-mailadresse.

Tilmeld