For fjerde år i træk tager BankInvest 1.-pladsen i den uafhængige kundetilfredsundersøgelse ”Fund Distributors & Selectors 2020”. Analysen udføres af analyseinstituttet Kantar Sifo Prospera.
Det er distributører og finansielle virksomheder, som via interviews og spørgeskemaer på basis af 11 kvalitetskriterier* har rangordnet en række kapitalforvaltere efter en 5-trins-skala. Med en samlet score på 4,22 udbygger BankInvest forspringet til andenpladsen, som i år indtages af C Worldwide med 3,94, mens Sydinvest ligger nummer 3 med 3,84.
Kigger man nærmere på undersøgelsens delresultater, ligger BankInvest nummer ét i 7 af de 11 kvalitetskategorier, hvoraf navnlig 1 kategori stikker ud:
”Vi er meget tilfredse med, at kunderne giver os højeste score og størst fremgang i kategorien bæredygtige investeringer, hvor vi ønsker at have en meget stærk profil i markedet”, siger partnerdirektør Thomas Bonnor.
Han glæder sig også over kundernes anerkendelse af BankInvests produktinformation og marketingindsats, hvor BankInvest i begge tilfælde er rykket frem på 1. pladsen.
”Vi har løbende fokus på, hvordan vi øger kendskabet til og forståelsen af vores produkter. Den bæredygtige dagsorden føjer jo en ekstra forklaringsopgave til produkter, der i forvejen kan være komplicerede, så her er information og klar kommunikation blevet endnu mere vigtigt,” siger Thomas Bonnor.
De øvrige topkarakterer falder i kategorierne: ”Kompetente salgsfolk”, ”Personlige relationer til salgsfolk”, ”Tilfredsstillende adgang til porteføljeforvaltere” samt ”Konkurrencedygtig honorering af distributionen”.
*De 11 kvalitetskategorier: Konkurrencedygtig honorering af distributionen, Kompetente salgsfolk, Personlige relationer til salgsfolk, Kompetente porteføljeforvaltere, Tilfredsstillende track record, Tilfredsstillende adgang til porteføljeforvaltere, Produktinformation af høj kvalitet, Tilfredsstillende salgs- og marketing-support, Tilfredsstillende administration og back-office, Et stærkt brand, Kompetencer inden for bæredygtige investeringer.