Det måske mest usædvanlige ved de negative indlånsrenter i bankerne er, at de ikke er særlig usædvanlige. Siden 1970 har det kun sjældent kunnet betale sig at spare op til bankens laveste renter, når inflation og skat regnes med.
Dengang far var dreng, var der seriøse renter til. I 1970'erne og op gennem 80'erne tilskrev banker og sparekasser gerne 8-10 pct. i rente på den sirligt printede bankbog – og alligevel var det en meget dårlig forretning at sætte penge ind på kontoen. I 1979 betalte man reelt næsten 7 pct. i negativ rente, når inflationen og skatten blev indregnet.
Og inflation og skat bør medregnes. For en privat investor eller skyldner er det selvfølgelig interessant at kende rentesatsen i banken, men for hans eller hendes privatøkonomi er det vigtigere at kende renten efter skat. Og endnu vigtigere: at kigge på realrenten efter skat.
Realrenten efter skat, som i runde tal er efter skat-renten fratrukket inflationen, viser, hvor meget købekraften af vores penge stiger eller falder, når vi placerer pengene i en given periode.
Kigger vi ud over det danske indlånslandskab anno februar 2020, ligger realrenten lige nu på omkring -1,5 pct., hvis vi regner med den laveste rentesats på -0,75%, en skattesats på 30 pct. og en inflation på 1 pct.
Med andre ord: Hvis vi i morgen sætter 100 kr. ind på en anfordringskonto i et pengeinstitut, der ‘giver' minus 0,75 pct. i rente, vil vi om et år stå tilbage med 98,50 forbrugskroner.
Det er selvsagt en dårlig forretning, men kigger vi 50 år tilbage, er det ikke særlig lavt. Historisk har realrenten efter skat været væsentlig lavere, end den er nu.
Data: Nationalbanken, Danmarks Statistik og egne beregninger. Klik for højere opløsning.
Tilbage i 70'erne og start-80'erne, da renten var 10 pct, inflationen 8 pct. og kapitalindkomst blev beskattet med op til 73 pct., lå realrenten efter skat i en årrække på et niveau omkring -5 pct. Det vil sige, at købekraften af en opsparing på en indlånskonto blev 5 pct. ringere på et år.
Og siden 1970 har vi danskere kun i begyndelsen af 90'erne samt i forbindelse med finanskrisen i 2008 oplevet positive realrenter, når skatten har taget sit.
Lige syd for grænsen ser billedet ikke væsentlig anderledes ud. I en tale for nylig henviste den tyske økonom Isabel Schnabel, der er medlem af ECB's daglige ledelse, til udviklingen i den tyske rente siden 70'erne. Udviklingen viser, at realrenten (før skat) på private tyskeres indlån fra 1975-99 i snit lå på -0,08 pct., mens den i de seneste 20 år har ligget på -0,15 pct. i snit.
Kilde: ECB. Klik for højere opløsning.
Billedet er altså ret entydigt: På trods af de nominelt negative indlånsrenter, er der ikke noget exceptionelt ved den nuværende situation.
Det har stort set altid kostet penge at spare op til de laveste renter (anfordring) i et pengeinstitut. Så hvorfor gøre det?
Svaret er naturligvis: sikkerhed. Det er sikkert og trygt at have sine penge stående på kontoen, og ‘betalingen' i form af inflation og skat er umiddelbart usynlig.
Budskabet om den sikre og trygge opbevaring af opsparingsmidlerne har danskerne da også for længst taget til sig. Selv om negative renter på indlån breder sig i pengeinstitutterne, havde danskerne ved udgangen af 2019 mere end 950 mia. kr. stående på indlånskontoen.
Vil man have sin opsparing til at vokse, er der dog ingen vej uden om at investere pengene og dermed tage en risiko. Det er heller ikke nyt.
Af Anders Isager, chefporteføljeforvalter og Christian Meyersahm, seniorporteføljeforvalter i BankInvest.
Ovenstående kommentar har også været publiceret i erhvervsmediet InsideBusiness.
Anders Isager, chefporteføljeforvalter
Christian Meyersahm, seniorporteføljeforvalter
