BankInvest handler med omtanke. Dette er vores løfte til investorer, ejere, medarbejdere og øvrige interessenter.
Stærkt inspireret af andelstanken blev BankInvest i 1969 skabt af en række pengeinstitutter som et fællesejet sektorselskab for at udbyde nogle af de første investeringsbeviser på det danske marked. I en kompleks verden giver andelstanken mere mening end nogensinde.
Når lokale og landsdækkende pengeinstitutter står sammen om BankInvest, kan de konkurrere om kapitalforvaltning på lige fod med de allerstørste banker. I fællesskab kan vi levere bedre investeringsløsninger til kunderne i en højere kvalitet til en bedre pris.
Det er en tillidssag at investere andre folks penge. Det er et ansvar, vi påtager os med stolthed og respekt. Solid risikostyring og integritet er ledetrådene i alt, hvad vi gør. I BankInvest arbejder vi hele tiden på at være det integrerede, værdiskabende bindeled mellem finansmarkederne og pengeinstitutterne og deres kunder. Vi vil være deres fortrolige sparringspartner og mest anbefalelsesværdige kapitalforvaltningsleverandør.
Vi ønsker at skabe de bedst mulige resultater – men ikke for enhver pris. Omtanke og ansvarlighed vejer tungere end at tjene den sidste ekstra 50-øre. Vores succes skal hvile på et aktivt samspil med normer og internationale aftaler inden for arbejdsforhold, miljø, klima, menneskerettigheder og andre forhold, der indvirker på menneskers liv.
Vores bidrag til en bedre verden vil altid være styret af realisme. Vi udvælger investeringer med størst muligt blik for, at selskaber og stater, der agerer ansvarligt, skaber størst værdi på lang sigt.
Vi går hver dag på arbejde for at skabe langsigtet værdi og økonomiske muligheder for vores investorer og aktionærer. Vi er bevidste om, at vores investeringsbeslutninger gør en forskel for mange mennesker - I det nære danske samfund og i resten af verden.
Den, der tager ansvar, begår ind imellem også fejl. Vi vil altid gøre os umage, og opføre os ordentligt og ansvarligt. Ikke kun for vores egen skyld, men allermest for kundernes og samfundets skyld.
En række medarbejdere fortæller, hvad "Handler med omtanke" betyder for dem.