Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

Ekstrem uro på finansmarkederne

18.03.2020

Over hele verden forsøger myndighederne i disse dage at finde løsninger, der kan minimere de sundhedsmæssige følger af Coronavirus. Det betyder store restriktioner i menneskers bevægelsesfrihed, hvilket øjeblikkeligt har dybfosset den økonomiske aktivitet, og medført stor usikkerhed og fald på verdens børser.

500 Corona Shutter

Finansmarkedernes usikkerhed er på et historisk højt niveau, og væksten vil næsten uundgåeligt falde i 2020.

Det afgørende for samfundsøkonomien og for investorerne vil imidlertid være de langsigtede konsekvenser. Dem vurderer BankInvests chefstrateg Jakob Vejlø i dette indlæg:

» Verdensøkonomiens skæbne underlagt covid-19


Derfor suspension

I BankInvest fokuserer vi på at håndtere den ekstreme markedsuro, som flere gange har betydet, at vi har måttet suspendere handlen i en række afdelinger i korte perioder af dagen. Når suspensionen sker, er det fordi, det ikke vil være i investorernes interesse, at der kan handles i afdelinger på grund af en meget usikker prisfastsættelse. Så snart det er muligt igen at stille priser, vil BankInvest åbne for handel. Markedsudviklingen følges nøje.

Suspension sker typisk af to årsager.

Det kan dels skyldes handelstimeout. Næsten alle verdens værdipapirer handles af computere, og hvis kurserne falder eller stiger voldsomt, slår en nødbremse til og stopper automatisk al handel i 15 minutter. Når det sker, bliver lyset så at sige slukket, og BankInvest har ingen mulighed for at udregne den rigtige pris på investeringsbeviserne, som jo skal afspejle prisen på de underliggende værdipapirer.

En anden årsag hænger sammen med tidsforskydningen mellem USA og Europa. For selv om vi om morgenen i Danmark kan aflæse kursen på en aktie ved lukketid i USA, kan prisforventningerne i nattens løb (prisen på futures) være ændret så voldsomt, at der igen er indført handelstimeout. Når dette sker uden for åbningstiden i USA, varer handelspausen ikke kun 15min, men indtil markedet åbner kl. 14.30 dansk tid. Vi har altså fra morgenstunden i Danmark og frem til markedsåbningen i USA om eftermiddagen ingen måling på, hvor de amerikanske aktier og virksomhedsobligationer handler. Derfor kan vi typisk ikke åbne de afdelinger, der indeholder amerikanske aktier og nogle typer af obligationer.


Vanskeligt at estimere priserne

Den store uro og usikkerhed på finansmarkederne betyder i det hele taget, at priserne på de enkelte aktier og obligationer bliver mindre stabile. Dermed bliver det vanskeligere at estimere prisen for at handle ind eller ud af investeringsforeningen. Præcise estimater skal sikre ligebehandling af investorer, et grundprincip i en investeringsforening. For at sikre dette princip, er det i nogle perioder nødvendigt at udvide indløsnings- og emissionspriserne, indtil der falder mere ro over markederne.

Mange har i disse dage brug for konkrete investeringsråd. Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, så søg rådgivning hos din bank. Her får du den professionelle rådgivning, der i disse uger er særlig vigtig.


Andrea Panzieri, investeringsdirektør.

 

Opdateret: 18.03.2020

AP 2 188

Af Andrea Panzieri
Investeringsdirektør i BankInvest

Foto: Ricky Molloy