Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

Dansk eksport til USA boomer – disse virksomheder driver udviklingen

05.03.2019

USA er nu Danmarks vigtigste eksportmarked efter Tyskland og dermed nøglemarked for en række store danske virksomheder. Flere står foran et gennembrud.

Tema USA

Af Kenneth Kragh Hansen - Point Communications

USA er Danmarks sjettestørste samhandelspartner, skal man tro Danmarks Statistiks ”Opgørelse over udenrigshandel”, der siden far var dreng har placeret Tyskland, Sverige og Storbritannien på podiepladserne.

Men tallene snyder. Indregnerman også de varer, som danske virksomheder fakturerer fra Danmark uden at varerne nogensinde berører dansk jord, er USA nu nummer tre. Bruger man OECD's og WTO's opgørelsesmetode, er USA næststørst.

USA's betydning for dansk eksport har med andre ord aldrig været større, hvilket hænger sammen med den måde, danske virksomheder opererer på i en globaliseret verden med etablering af fabrikker via datterselskaber i nærområderne og/eller outsourcet vareproduktion i tredjelande.

Dansk eksport til USA har det godt

Meget attraktivt marked
Udviklingen i USA drives frem af Novo Nordisk, Vestas og en lang række andre store danske virksomheder, for hvem USA er blevet et nøglemarked. Chefporteføljeforvalter Niels Andersen, der sammen med sit team forvalter BankInvests danske aktier, har fulgt de danske virksomheder i en årrække.

Han betegner USA som et superattraktivt marked for danske selskaber, hvoraf nogle har været der længe, og andre er på vej til et bygge markedet op.

Ajour bad ham lodde dagsformen hos to af de største aktører, Novo Nordisk og Vestas, samt pege på tre andre virksomheder, der af vidt forskellige grunde er brudt igennem i USA – eller står på tærsklen til det.

NOVO NORDISK
Omsætning i USA i 2018: 54,5 mia. kr.*
USA er Novo Nordisk’ vigtigste marked. I de senere år har giganten fra Bagsværd oplevet et prispres, der har påvirket både resultater og aktiekurs. Noget tyder dog på, at priserne er ved at rette sig. Det skyldes ikke mindst stigende priser på de såkaldte GLP1-produkter, som sammen med fedmemidlet Saxenda driver Novos vækst.

Niels Andersen: "Det er kritisk for Novos USA-strategi, at selskabet bringer ny innovation til markedet, som fx diabetes2-produktet Ozempic, der samtidig slanker. De gammeldags insulinprodukter, som i USA koster 2-4 gange mere end i resten af verden, er under konstant prispres. Den gode nyhed er, at de vejer stadig mindre i Novos portefølje i USA."


VESTAS

Omsætning i ”Americas” i 2018: 29,1 mia. kr.**
Vestas har egenproduktion på foreløbigt fire fabrikker i Colorado. Det giver Vestas en stor fordel, da selskabet i modsætning til flere af konkurrenterne ikke er afhængige af at skulle fragte møller til USA, men kan bygge dem på stedet - dog i konkurrence med hjemmebane-rivalen GE, som Vestas kæmper med om at være størst i USA.

Niels Andersen: "Vestas lever godt af et stort og voksende marked for vindmøller og services med en markedsandel på ca. 40 %. Den amerikanske støtte til vindenergi er under udfasning frem til 2022, men det forventes, at efterspørgslen på vindenergi i USA vil forblive stærk - også uden støtte."


DSV

Omsætning i USA i 2018: 12,2 mia. kr.*
Den dygligt ledede transportvirksomhed med Jens Bjørn Andersen i spidsen har været gennem en rivende udvikling siden De Sammensluttede Vognmænds første større opkøb i 2000. Siden er der kommet både vand under kølen og luft under vingerne, så DSV i dag består af tre divisioner; nemlig Road, Air & Sea og Solutions. Udviklingen i USA tog et stort hop frem, da DSV i 2016 købte UTI Worldwide, der var lige så store som DSV selv og i dag er fuldt integreret.

Niels Andersen: "DSV gør det fremragende på et ekstremt fragmenteret fragtmarked. Hvis handelskrigen med Kina mindsker fragtmængderne, kan DSV naturligvis rammes, da en mindre kage aldrig er godt for noget. Men det overordnede billede er, at DSV tager markedsandele i USA."


ROCKWOOL

Omsætning i USA og Asien i 2018: 4,3 mia. kr*
I USA er oliebaseret skumplast den mest udbredte form for isolering. Men produktet er stærkt brandbart, og på et marked, der i stigende grad efterspørger genanvendelig isoleringsmaterialer, er Rockwools stenuld et interessant alternativ.

Niels Andersen: "Rockwool tager betydelige markedsandele i USA, hvor stenuld stadig er en lille del af isoleringsmarkedet. Den organiske vækst er 2-cifret, så Rockwool bygger jævnligt nye fabrikker for at følge med efterspørgslen."


ALK-ABELLO

Omsætning i Nordamerika i 2018: 585 mio. kr.*
For allergi-virksomheden ALK-Abello er fortællingen om USA historien om et potentielt gennembrud for pillebaserede allergivacciner. ALKs piller storsælger i resten af verden, men da de amerikanske læger fortsat sværger til gammeldags injektions- og dråbebaserede vacciner, er ALKs markedsandel nærmest usynlig. Indtil videre.

Niels Andersen: "ALK-casen er bundet op på, om de lykkes med at skabe et marked for pillebaseret immunterapi. Allergibehandlingen i USA er ikke et farmaceutisk baseret marked, så allergilægerne blander deres egen mikstur. Hvis det lykkes at overbevise FDA (den amerikanske lægemiddelstyrelse, red.) om, at behandlingen bør være underlagt strammere regulering, vil det tale for ALKs pillebaserede behandling, og det vil potentielt kunne mangedoble aktiekursen."

Niels Andersen
Niels Andersen, chefporteføljeforvalter, danske aktier.

 


*) Ifølge selskabernes årsrapporter for 2018
**) Nord-, Syd- og Mellemamerika

 

Tema USA

» "Trump har aldrig en plan B"
» Supermagten USA - nu også med olie
» Dansk eskport til USA boomer
» Handelskrig om stormagtsdrømme

- - -

Denne artikel er en del af Investormagasinet BankInvest Ajour, der udgives to gange om året.

Læs Ajour

» Læs mere om investormagasinet BankInvest Ajour

 

Opdateret: 05.03.2019

Udvalg af andre større danske virksomheder med USA som vigtigt marked:

A.P. Møller Mærsk
(transport)

Coloplast
(stomiposer)

Novozymes
(bioteknologi)

William Demant
(høreapparater)

GN Store Nord
(høreapparater)

Pandora
(smykker)

FLS
(cementfabrikker, minemateriel)

Bavarian Nordic
(koppevaccine)

B&O
(elektronik)

LEGO
(legetøj)
ikke børsnoteret

ISS
(service)

Arla
(fødevarer)
ikke børsnoteret

Danish Crown
(fødevarer)
ikke børsnoteret

Ørsted
(energiselskab)

Danfoss
(termostater)
ikke børsnoteret

Grundfos
(pumper)
ikke børsnoteret

Velux
(vinduer)
ikke børsnoteret

Lundbeck
(medicinal)

LEO Pharma
(medicinal)

 

 

Vind Ipad 100

Gå aldrig glip af Ajour

Tilmeld dig BankInvests nyhedsbrev og få en e-mail, når den digitale udgave udkommer

Lige nu kan du vinde en iPad

Greenbutton Tilmeld