Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

Hektisk start for USA Large Cap Aktier

15.11.2018

Den nye aktieafdeling USA Large Cap har prøvet både solskin og regn siden åbning i juni. September-kvartalets afkast på hele 7,4 % blev efterfulgt af bratte kursfald i oktober. Med valgafklaringen i USA er der imidlertid basis for ny luft under vingerne for den robotbaserede investeringsafdeling.

500 Usalargecap

Af Kenneth Kragh Hansen, Point Communications


BankInvests USA Large Cap Aktier gik i luften 12. juni i år. Tredje kvartal gav et fremragende afkast på 7,4 %, hjulpet godt frem af rapporter om en rekordhøj indtjeningsvækst i de største selskaber i USA. De gode regnskaber blev imidlertid ledsaget af nedjusteringer med baggrund i USA’s handelskrig med Kina samt amerikanske rentestigninger, og tilsammen var det nok til at banke det ledende S&P 500-aktieindeks tilbage til juni-niveau, hvilket også kunne mærkes på USA Large Cap Aktier.


Ny luft
Men en økonomi næret af høj vækst og skattelettelser synes at have rystet korrektions-lussingen af sig, og med afklaringen af midtvejsvalget i USA – og lidt mildere toner mellem Washington og Beijing - er der måske skabt basis for en ny klatretur for kursgraferne. Noget tyder samtidig på, at korrektionen kan være en langsigtet fordel for strategien i USA Large Cap, vurderer afdelingens forvalter, Mikkel Zobbe.

”Momentum-aktier har gjort det godt længe, og nu begynder value-benet også at røre på sig. Det kan gavne vores strategi”, siger Mikkel Zobbe


Value og momentum
Investeringsstrategien i USA Large Cap Aktier er anderledes end i BankInvests øvrige aktieafdelinger. I USA Large Cap Aktier fokuseres på faktorerne value og momentum – dvs. aktier, som enten er billigt prisfastsat eller har medvind på de finansielle markeder. Gerne samtidig.

”Momentum-aktierne har klaret sig forrygende i en lang periode, ført an af de fem vækstaktier Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Alphabet (Google). De fem IT-giganter fylder meget, og de er kommet så højt op i kurs, at selv små profit warnings kan udløse kurskorrektioner på 10 % på en enkelt dag. Det så vi i oktober, som også viste, at valueaktierne var bedre til at stå imod. Der er tydeligvis en bekymring i markedet for, om de store vækstaktier kan fastholde deres momentum meget længere, og det giver en søgning mod valueaktier,” forklarer Mikkel Zobbe.


Ikke falde ud ...
USA Large Cap-afdelingen spreder sig over flere aktier end BankInvests øvrige aktieafdelinger. Porteføljen skal helst være sektorneutral, og ingen aktie må afvige mere end to procentpoint i forhold til, hvad den fylder i sammenligningsindekset.

”Den regel forhindrer, at vi afviger alt for meget fra markedet. Hvis vores algoritmer fx fravælger Amazon eller Apple-aktier, fordi de er for dyre, vil 2-procentreglen gøre, at de alligevel finder vej til porteføljen. Hvis Amazon-aktien fx fylder 3 % af indekset, skal den udgøre mindst 1 % af vores portefølje,” forklarer Mikkel Zobbe.

500 Miz
Porteføljeforvalter Mikkel Zobbe er afdelingens "menneskelige forvalter".


Generelt billigere end markedet
Generelt er porteføljen i USA Large Cap dog på flere parametre billigere end markedet. F.eks. er porteføljens price/earning (prisen per krones overskud) cirka 4,5 point lavere end markedet som helhed. Det giver en pæn margin til bekymringer for, at markedet er højt prisfastsat.

”Desuden ser faktorerne ud til at være fornuftigt positioneret. Kursfaldene i oktober har korrigeret prisfastsættelsen fra et højt til et mere gennemsnitligt niveau. Da strategien i USA Large Cap samtidig sikrer et afkast, som ligger tæt op af markedsindekset, kan afdelingen være en interessant indgang til amerikanske aktier. Ikke mindst for investorer, der ikke har amerikanske Large Cap i deres aktieportefølje. Det bør man som udgangspunkt altid have”, siger Mikkel Zobbe.

Her midt i november ligger afdelingens afkast siden start på omkring 0 procent med betydelige, daglige udsving som følge af nervøsiteten i markedet.


Læs også:
» Artikel om USA Large Cap Aktier i det digitale Ajour (s. 30-31)

 

Opdateret: 16.11.2018

188 Robopick

Computer vælger aktierne

Aktieudvælgelsen i USA Large Cap Aktier styres af algoritmer udviklet af BankInvest.

Algoritmerne definerer de ønskede aktiers egenskaber, hvorefter en ”klog” computer ved hjælp af bl.a. machine learning finder aktierne fra en database med alle tænkelige oplysninger om samtlige Mid og Large Cap-aktier i USA.

Aktieudvælgelsen foregår uberørt af menneskehånd. Dog screenes hver aktie af BankInvests aktieteam for at sikre, at computerens forslag ikke hviler på et falsk grundlag. For eksempel kan computeren ikke nødvendigvis gennemskue påvirkninger fra fx rygter om salg eller fusion.