Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

Kommentar: Alt preller af på det socialistiske mareridt, Danmark

07.09.2018

Fox Business sammenlignede forleden Danmark med det forarmede Venezuela. Men dårlig omtale på USA's største businesskanal skræmmer på ingen måde udenlandske investorer væk fra danske obligationer, og spørgsmålet er efterhånden: Er de danske renter blevet immune?

Christian Meyersahm

Af Christian Meyersahm, seniorporteføljeforvalter i BankInvest


"There's something rotten in Denmark" fastslog den amerikanske Fox Business kommentator Trish Regan i august i et meget omtalt indslag, der sammenlignede Danmark med det forarmede Venezuela.

"Danmark er et socialistisk mareridt, hvor alle arbejder for staten, og de unge bliver betalt for at tage en uddannelse som ingen gennemfører, fordi de hellere vil åbne cup cake-caféer", lød svadaen fra den prisbelønnede, tidligere CNBC og Bloomberg-reporter.

Heldigvis står Regans bandbulle i skærende kontrast til opfattelsen hos den del af hendes mange millioner seere, der både kan læse og regne. Internationale investorer nærer urokkelig tillid til vores angiveligt socialistiske planøkonomi. Det giver sig udtryk i en glubende appetit på danske obligationer, som har sømmet rentekurven fast til gulvbrædderne.

For et år siden forventede jeg svagt stigende renter i løbet af det kommende år. Det er ikke sket – renten ligger stort set fladt, og selv om man kan ane tendenser til stigning i den korte rente, kommer det til at gå langsomt med at få sat renterne op.


Bekymringer nok

Der burde ellers være bekymringer nok til at rokke ved den danske rente-båd.

For det første ser vi vigende interesse for realkreditobligationer hos de traditionelle, indenlandske storaftagere. Pensionskasserne har i de senere år droslet ned for traditionelle obligationer til fordel for vindmølleprojekter, ejendomsfonde og andre alternative investeringer. Og pengeinstitutterne har, bl.a. som en konsekvens af skærpede kapital-krav fra myndighederne, også set sig nødsaget til skære ned på deres obligationsbeholdninger.

Det svækker alt andet lige efterspørgslen, og vi har da også haft mindre damp på obligationskedlerne i år. Den største ændring er udlandets faldende iver efter at købe flexobligationer og korte danske statsobligationer. Den kølnede interesse skyldes primært, at den amerikanske statsrente er steget løbende over de seneste 12 måneder. I dag er en kort amerikansk obligation en bedre ”byttehandel” for en amerikansk investor - der ellers sidste sommer fik et halvt %-point i (valutasikret) merrente ved at købe en AAA-ratet kort dansk flexobligation.

Alligevel er de korte danske flexobligationer ikke faldet nævneværdigt i pris, hvilket skyldes, at danske boligejer i stor stil er søgt over i fastforrentede lån. Det mindsker udbuddet af flexobligationer og holder dermed kurserne oppe og renten nede.


Enorm appetit

De lange obligationer er en anden snak. Når vi taler de lange 30-årige konverterbare realkreditobligationer med en kupon på 2 %, er den udenlandske appetit enorm; det er i høj grad udenlandske investorer, der sørger for, at danske boligejere kan optage fastforrentede 2 %- lån til tæt på kurs 100. Det er nemlig i stadig stigende grad udenlandske investorer, der køber danske konverterbare realkreditobligationer, som de to figurer her viser:

Fig 1. - Udlandets beholdning og andel af 30-årige konverterbare realkreditobligationer

Fig. 1


Fig 2. - Udlandets ejerandel generelt og på konverterbare realkreditobligationer
 

Fig. 2

 

Udenlandske obligationsinvestorer har simpelthen taget over hvor danske banker og pensionskasser har sluppet, og det holder den danske rente i bund.


ECB lukker låget

Men hvad så med udfasningen af Den Europæiske Centralbank, ECB’s obligationsopkøbsprogram, det såkaldte QE-program? Det burde vel skubbe de europæiske og dermed indirekte også de danske renter markant i vejret, når Europas største pengekasse til nytår smækker låget i?

Vi tvivler.

ECB har købt statsobligationer, realkreditobligationer (covered bonds) og virksomhedsobligationer fra eurozonen. Og selv om de har slugt 30-40 pct. af udbuddet af realkreditobligationer, er det et forholdsvist lille marked. Vi oplevede en tysk auktion i foråret, hvor ECB overraskende holdt sig væk som et forvarsel om nye tider. Afbuddet gav kun en mindre korrektion, og generelt virker det som om, at ECB’s købestop er indregnet i priserne.


En halv kylling

Så hvad skal der til, for at investorerne kapper fortøjningen til den sikre danske havn?

Det logiske svar er: højere renter andre steder. Det får du til overflod i Venezuela! Men hvis du også vil være sikker på at have en formue i morgen, skal du hedde Trish Regan for at slette Danmark fra listen over mere oplagte alternativer i en geopolitisk ustabil verden.

Stigende inflation i Europa kan selvfølgelig rykke på rentebilledet, men intet tyder på det. Kerneinflationen er krøbet en anelse op til nu 1,0 %, men er endnu et stykke fra ECB’s mål om 2,0 %.

Det kan de kun drømme om i det hyperinflations-hærgede Venezuela, hvor pengesedlerne vejer mere end fuglen, når du vil købe en halv kylling. Især hvis kyllingen har spist af Trish Regans hånd, for sammenligningen mellem Danmark og Venezuela indeholder ikke fugls føde.

Det er faktisk svært at finde to lande, der lige nu er mere forskellige, når det kommer til investorernes tillid.




Se klippet herover, hvor Trish Regan fra den amerikanske TV-kanal Fox Business Network sammenligner Danmark med Venezuela.


Ovenstående artikel har også været publiceret i erhvervsmediet InsideBusiness.

 

Opdateret: 10.09.2018