Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

”Italexit” vil være økonomisk selvmord – derfor sker det ikke

04.06.2018

Italien er politisk splittet som aldrig før. To yderfløjs-partier forsøger at danne en regering, der kan blive helt afgørende for landets økonomi og fremtiden i eurozonen. Kimen er lagt til en destabiliserende finansiel og økonomisk krise i hele euroområdet. Et farvel til euroen, ”Italexit”, kommer dog næppe til at ske.

 Jve 3

Af Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest
(Offentliggjort i InsideBusiness den 1. juni 2018 (opdateret s.d.))


Usikkerheden på de finansielle markeder er kraftigt stigende på grund af det politiske kaos i Italien.

Først var der en regering, der ikke blev godkendt af den italienske præsident, herefter trusler om nyvalg, og så torsdag aften den 31. maj var der vupti en ny regering alligevel.

Men måske er det først nu, at de politiske spændinger i Italien og i forholdet til EU vil dukke op til overfladen? Lurer der fx en folkeafstemning om EU/euro-medlemskabet?

BankInvest gennemgår nedenfor tre scenarier: Det acceptable, det dårlige og det katastrofale.

Først et blik på den finansielle uro. Et barometer på uroen er den italienske renteudvikling. Renterne er i de seneste uger steget betydeligt. Renteforskellen til Europas sikre havn for investorerne, Tyskland, er steget endnu mere, fordi tyske renter samtidig er faldet. Der er altså tale om en klart stigende risikopræmie på italienske obligationer. Italienske aktier er faldet ca. 10% i den seneste måned, mens fx kursen på tyske aktier er uændret. Mange spørger sig selv, om vi nu skal se en bølge af finansielt pres og økonomisk usikkerhed, der matcher det, vi var vidne til under den europæiske statsgælds- og bankkrise i perioden 2011-2012? Euroen har i hvert fald reageret med et klart kursfald over for fx dollar.

10-årig renteforskel Italien/Tyskland

Italienske præsident har godkendt ny regering, der bliver en udfordring for EU

Som vi har set det i USA og andre steder i Europa gav det seneste italienske parlamentsvalg i marts en klar drejning i retning af mere populistiske og nationalistiske partier med en indgroet skepsis ift. det europæiske samarbejde. De to helt store sejrende partier blev ”oprørspartiet” M5S (Five Star Movement) med knap 33% af stemmerne og det højrenationale parti, Lega (tidligere Lega Nord), med godt 17%. De to partier sidder på et parlamentarisk flertal og har forhandlet om at danne regering. Ugers intense forhandlinger førte i sidste uge frem til et egentlig regeringsgrundlag og et forslag til en ministerportefølje. Men højst dramatisk afviste præsident Mattarella forslaget til finansminister (Paolo Savona) på baggrund af dennes EU-/euroskeptiske profil. Trods muligheden for at stille med en anden finansministerkandidat valgte M5S og Lega at trække sig fra yderligere forhandlinger, selv om begge partier fortsat var under pres fra de finansielle markeder for at danne regering og undgå nyvalg. Præsidenten nåede at udpege en teknokratisk premierminister, Carlo Cottarelli, der skulle sikre landets administrative funktioner frem til en ny regeringsdannelse. Men Cottarelli blev overhalet inden om, da de to yderfløjspartier fandt sammen igen om ny og mere spiselig ministerliste. Denne regering blev godkendt af præsident Mattarella.

Spørgsmålet er, om det ændrer så meget. Et nyvalg ville formentlig yderligere have styrket de populistiske/nationalistiske kræfter. Men allerede nu har den italienske befolkning med valg af regering signaleret en dyb utilfredshed med status quo, herunder med ”Berlin-Bruxelles-Paris aksen”.

Italienere frustrerede over økonomien

Og selvfølgelig er mange italienere dybt frustrerede. Italiens økonomi har ikke evnet at vokse ret meget under euro-medlemskabet. Vi taler om en fremgang i bruttonationalproduktet (BNP) på blot 9% i faste priser siden 1. januar 1999. Det svarer til knap 0,5% p.a. I samme periode er Tysklands BNP steget 31% eller 1,4% p.a. i faste priser. Italiens BNP er 5,5% lavere end lige før finanskrisen i 2008. Tysklands BNP er 12% større! Italiens arbejdsløshed ligger på omkring 11 %, blot et par procent under toppen i 2014. Ungdoms- arbejdsløsheden er over 30 %. Italiens offentlige gæld ligger på 132 % af BNP (Tyskland: 64%), hvilket har lammet muligheden for at anvende finanspolitikken til at stimulere økonomien. Dertil kommer en buldrende utilfredshed med den illegale migration sydfra. Italien har cirka 600.000 migranter, der sidder afventende rundt omkring på diverse asylfaciliteter.

Italien kan i høj grad takke sig selv for de økonomiske dårligdomme i kraft af manglende politisk stabilitet, viljen til at gennemføre strukturelle reformer, og tidligere tiders finanspolitiske ødselhed. Men det er svært for den almindelige italiener at tage ansvar for; naturligvis skydes skylden på de etablerede politiske partier, Bruxelles og Tyskland og andre nationer, der vurderes at have nydt godt af EU-/eurosamarbejdet på bekostning af Italien.

Offentlig gæld % af BNP

 

3 scenarier: Det acceptable, det dårlige og det katastrofale

Den aktuelle politiske situation gør det vanskeligt at tegne et meget klart scenarie for landets udvikling. Den store usikkerhed består i, hvilken politik, den ny regering kan og vil føre. Man kan opstille tre scenarier.

1. Tordentale fra en ny regering men kursen holdes reelt (”Det acceptable”). Høj sandsynlighed.

Regeringen vil forstå, at fremtiden for den italienske økonomi bedst ivaretages inden for rammerne af EU/euro samarbejdet. Regeringen forstår også, at den hænger på en stor offentlig gældsbyrde, og at den bedste vej frem er så lave renter som muligt. Det kræver en vis troværdighed i finanspolitikken. Bemærk, at gælden ift. BNP faktisk er stabiliseret gennem de senere år. Regeringen har imidlertid brug for nogle ”skalpe”, der kan hænges frem foran befolkningen. Et mål her kunne være immigrationspolitikken i EU, der p.t. ikke fremstår solidarisk med Italien. Det bør være muligt at skabe forhandlingsresultater med Tyskland, Frankrig og øvrige, der i hvert fald på papiret tager hensyn til Italien. Et andet område kunne være, at EU giver køb på visse restriktioner ift. finanspolitiske retningslinjer, men uden at det udløser større økonomisk-politiske tiltag. Efter ”Brexit” må Tyskland og Frankrig være mere tilbøjelige til at være pragmatiske i forhandlingerne med en ny italiensk regering.

Finansmarkederne vil i dette mest sandsynlige scenarie falde til ro igen henover sommeren.


2. Italiensk finanspolitik á la Trump (det dårlige). Lav sandsynlighed

Den kommende regering vil ikke gå efter en EU/euro-afstemning. Omkostningerne ved at åbne denne dør er simpelthen for stor. Vel at mærke ikke blot for Italien men også for resten af euro-området. Men vi vil i dette scenarie se en ny italiensk regering udfordre den finanspolitiske linje, der er kendetegnende for euro- samarbejdet. Regeringen vil gå samme vej som den amerikanske præsident Donald Trump, der sammen med Det Republikanske Parti har fået vedtaget en stor finanspolitisk lempelse gældende fra i år. Det øger den økonomiske vækst på kort sigt, men efterlader nogle meget store budgetunderskud for de kommende år. Trump & Co. siger vel at mærke, at skattelettelserne vil være selvfinansierende, men historisk erfaring taler imod dette. Hvis den italienske regeringen går samme vej, vil dette naturligvis være i strid med gældende EU-regler. Og vi vil se et slagsmål, hvor italienerne vil påberåbe sig retten til at styre den økonomiske politik egenrådigt.

Renterne vil sige yderligere i Italien i et sådant scenarie. Og hvis ikke Italien følger reglerne, vil ECB få et voksende problem med at opkøbe italienske statsobligationer. Man kan her forestille sig, at den italienske regering bliver nødt til at foretage et konservativt kursskifte igen i den økonomiske politik, hvilket vil skabe mere ro igen over de finansielle markeder. Alt i alt et langtrukkent forløb med stor volatilitet på finansmarkederne.


3. ”Italexit” på det politiske program (det katastrofale). Særdeles lav sandsynlighed

Skulle en ny regering lykkes med at komme igennem parlamentet med et forslag om en folkeafstemning om EU/euro-medlemskabet vil dette i sig selv udløse en flodbølge af finansiel uro. Selvom der er et lille flertal iblandt den italienske befolkning, der støtter op om EU/euro-samarbejdet, vil alene risikoen for et ”Italexit” presse markedsrenterne op i lande som Italien, Spanien, Portugal og Grækenland, aktiemarkederne i hele Europa vil komme under pres og euroen vil falde markant yderligere. Vi så netop i Storbritannien, hvorledes ”nej” til medlemskabet af EU kom som en overraskelse. Markederne vil ikke lave samme fejl denne gang.

En afstemning, der fører til Italiens udtræden af fx euro-samarbejdet, vil være en form for økonomisk ”harakiri”. Indførelsen af en egen valuta, liren, vil være katastrofal på flere måder. Italiens gæld er primært udstedt i euro. Staten, banksystemet og mange virksomheder vil se gælden i euro stige eksplosivt ift. egen ny valuta, som vil blive svækket massivt ift. euro. Italiens økonomi er 10 gange større end den græske og næsten lige så stor som den franske. Og gælden er i absolutte termer langt større end hos noget andet euro-medlem. Landet vil simpelthen gå ”konkurs”, og disse tab vil transmitteres rundt i det europæiske finansielle system. Scenariet kan meget vel indebære en reel recession i store dele af EU med afsmittende effekter globalt.

Et sådant scenarie fremstår med særdeles lav sandsynlighed. Vi kan dog ikke komme uden om, at tanker og udtalelser i den retning har cirkuleret blandt de mere populistiske politikere. Men prisen for at gå den vej vil være enorm og vil give politisk bagslag til de partier, der er bannerførere for en sådan afstemning. Det ved de (sandsynligvis) godt, hvorfor Italien formodentlig vil komme tilbage på de skinner, der er lagt i samarbejdet med de øvrige partnere i EU/euroområdet.

 

Opdateret: 04.06.2018