Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

Farvel til tv-stuen

09.03.2018

Otte ud af ti danskere streamer nu regelmæssigt serier, film og tv over nettet. Den foretrukne leverandør er DR skarpt forfulgt af YouTube og Netflix. Udviklingen rammer salget af tv-pakker fra de traditionelle tv-distributører, der kæmper for at fastholde danskerne foran stuens fladskærm.

Tema Medie

Af Kenneth Kragh Hansen, Point Communications


For få år siden var streaming af film og tv forbeholdt en minoritet af teknikelskere med hurtige internetforbindelser. I dag er standardhastigheden på både det faste- og mobile internet rigelig god til at sende levende billeder, og det har banet vejen for et boom i streaming af serier, film og tv over nettet: I 2017 streamede 84 % af danskerne regelmæssigt mod 69 % året før. Hver tiende har nu helt droppet traditionelt tv.

"Fra 2016 til 2017 steg antallet af danskere, som kun ser tv via streaming, fra seks til 11 %. Det svarer til en halv million danskere, som helt har fravalgt den traditionelle måde at se tv på. Dertil kommer 1,4 millioner andre, der overvejer at gå samme vej", siger Julie Nygaard, der er chef for mediaafdelingen i analyse- og konsulenthuset Wilke, der har specialiseret sig i at spørge ind til danskernes tv-vaner.


Amerikanerne kommer

Wilkes løbende undersøgelser dokumenterer tydeligt, hvor stærkt et fodfæste udenlandske streamingtjenester som Netflix, Viaplay og HBO har fået på det danske marked. DR og YouTube tiltrækker flest brugere, men det skal ses i lyset af, at de er gratis, mens de øvrige er betalingstjenester. Først på femtepladsen finder vi den største danske betalings-streamingtjeneste, TV 2 Play.

Samtidig gør flere amerikanske giganter klar til indtog. Nethandelsgiganten Amazon lægger sin streamingtjeneste gratis ned i indkøbskurven hos deres nethandels-abonnenter og må derfor formodes at vinde markedsandele i takt med den ventede fremgang i Amazons nethandel. Og senere i år kommer verdens næststørste mediekoncern, Disney, på markedet med den første af to nye streamingtjenester.

Tema Tv Stuen
”Husalteret” er ved at miste sin status som familiens naturlige samlingssted. Foto: iStock


Vi tøver lidt endnu

Der er dermed lagt op til fortsat fremgang for streaming i Danmark, selv om danskerne tøver med helt at slippe de traditionelle tv-pakker.

"Mange nedgraderer fra fuldpakker til grundpakker, men tøver med at ’klippe’ kablet helt. Langt de fleste husstande kombinerer tv-pakken med et abonnement på en streamingtjeneste", siger Julie Nygaard. Hun mener også, at man skal være varsom med helt at bortdømme tv-pakkernes traditionelle flow-tv.
"Når du streamer, er du din egen programchef og skal hele tiden vælge til og fra. Det orker vi ikke altid. Det er trods alt nemmere blot at klikke ind på yndlingskanalen og lade den bestemme, hvad der skal flyde over skærmen efter en hektisk dag."


Der skal arbejdes hurtigt

Det ændrer dog ikke ved, at "husalteret" forsvinder hastigt fra de danske sofagrupper. I 2016 så 79 % af den danske befolkning tv fra deres tv-distributør i stuen. Det tal faldt sidste år til 58 %. I stedet finder hver fjerde dansker mobilen, tabletten eller den bærbare frem, også når de ser flow-tv.

For at bremse udviklingen lancerer tv-distributørerne nu bokse, der kombinerer flow-tv, tv-arkiv og adgang til de mest populære streamingtjenester. Så er det hele samlet ét sted. Dermed håber tv-distributørerne at kunne ’rive stikket ud’ på dedikerede streamingaggregater som Apple Tv og Google Chromecast, der sidder godt fast i tusindvis af danske tv-apparater.

Hos Danmarks suverænt største tv-distributør, YouSee, forsøger man at komme udviklingen i møde på flere fronter. Den 1. februar oprettede YouSee-ejeren TDC en helt nye forretningsenhed, der får 700 millioner kroner årligt til at udvikle fremtidens tv-produkter.

"Der er ingen tvivl om, at de danske tv-distributører skal arbejde hurtigt for at stoppe kundeflugten. Flere danske tv-distributører har gang i gode initiativer. Deres evne til at afkode og omsætte nye trends til attraktive løsninger for fremtidens medieforbrugere bliver helt afgørende for at klare sig i den hårde konkurrence", vurderer Julie Nygaard.

 

Tema Medie

» Lars Munch: "Vi skal være dem, man kan stole på"
» Det nye mediemarkeds vindere og tabere
» Farvel til tv-stuen
» I offentlighedens tjeneste

- - -

Denne artikel er en del af Investormagasinet BankInvest Ajour, der to gange om året husstandsomdeles til ejere af investeringsbeviser i en BankInvest-forening.

Ajour Forside 2018 1 Blob

» Download magasinet som pdf-fil, der kan læses på iPad m.v.

» Læs mere om investormagasinet BankInvest Ajour

 

Opdateret: 12.03.2018

Ordbog

Det vrimler med engelske ord i en medieverden under forandring.

Streaming er betegnelsen for film og tv-modtagelse over internettet, hvad enten det er via en mobil- eller fastnetforbindelse. Kaldes også ”On demand”.

Cablecutters er slang for forbrugere, der helt har droppet den traditionelle tv-modtagelse via kabel-tv eller antenne.

Flow-tv er tv på traditionel maner, hvor en tv-station sender en løbende programflade, som du kan gå til og fra.

 

Vidste du - at Netflix og YouTube i dag er de største tv-kanaler i Danmark blandt de 15-29-årige – målt på tidsforbrug. Det vil sige større end DR, TV 2 og alle andre kanaler.

Danskernes mest populære video- og streamingtjenester i 2017:

1. DR: 61% (gratis)

2. YouTube (amerikansk, gratis): 52%

3. Netflix (amerikansk): 41%

4. Viaplay (svensk): 21%

5. TV 2 Play: 19%

6. HBO Nordic (amerikansk): 16%

7. YouSee: 16%


Andre danske streamingtjenester:

10. Filmstriben: 7%

11. Stofa WebTV: 6%

13. Boxer Play: 3%

15. Min Bio: 2%

16. Dansk Filmskat: 2%

Kilde: Wilke. Undersøgelsen bygger på svar fra 1.000 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.