Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

Forværring i Venezuelas krise

16.11.2017

Venezuelas præsident Maduro varslede i sidste uge, at det krisehærgede land agter at betale sin håbløse gæld, selv om der er usikkerhed om de løbende betalinger. Et møde mandag den 13. november mellem regeringen og kreditorer gav dog ingen afklaring på hvordan, hvornår og til hvem. Forvirringen er total.

Bolivares - møntfoden i Venezuela
Bolivares - møntfoden i Venezuela. Foto: Shutterstock.

Især amerikanske finanshuse har store milliardbeløb på spil i form af obligationslån til den venezuelanske stat og det statsejede olieselskab PDVSA. Tilsammen løber gælden op i 900 milliarder kroner svarende til 75 procent af landets bnp.

Mange ventede derfor, at mandagens møde den 13. november skulle bruges til at skyde gang i forhandlinger om en restrukturering af gæld.

Det skete ikke.

I stedet forlod investorerne det kaotiske møde med flere spørgsmål end svar. ”Der var intet tilbud, ingen vilkår, ingen strategi, intet”, sagde en frustreret investor efterfølgende til Reuters. Eneste konkrete udbytte var en gavepose med venezuelansk chokolade og kaffe…

Dermed er det fortsat uklart, om Venezuela vil fortsætte med at betale gæld på bekostning af en sulten befolkning i desperat mangel på medicin og andre daglige fornødenheder - eller man vil misligholde sine lån.

I et land med en inflation på 2.800 pct. sidste år og en reduceret produktion af olie, der sælges til lave priser, tror ingen på, at landet er i stand til at servicere gælden. Flere lån overskrider i disse dage sidste betalingsdato og får dermed stemplet ”Selective Default” af ratingbureauerne. Det er et signal til omverdenen om, at der ikke bliver betalt renter eller gæld til tiden. Næste trin ned ad slisken er stemplet ”Default”, en egentlig konkurs.

Situationen komplicereres yderligere af USAs sanktioner mod landet, der forbyder amerikanske finanshuse at købe venezuelanske statsobligationer – endsige forhandle aftaler med Maduro og andre blacklistede regeringsfolk. En række store finanshuse som Fidelity, T. Rowe Price og BlackRock har flere milliarder dollar på spil. De har hidtil været tavse om udviklingen.

Troels Halck Pedersen, chefporteføljeforvalter på BankInvest’s EM-obligationer vurderer, at rekonstruktion af Venezuelas gæld kan tage år. Da Argentina skulle have statsgælden rekonstrueret i 2001, tog det næsten 15 år at få en aftale endeligt på plads.

Men måske går det hurtigere denne gang. I går kom det nemlig frem, at Rusland vil restrukturere venezuelansk gæld, for hvad der svarer til 18 milliarder kroner. Rusland er en af Caracas' gode allierede, og yder i forvejen betydelig teknisk og finansiel støtte til landet.


SENESTE NYT:

Torsdag besluttede et udvalg under Den Internationale Swaps and Derivatives Association, ISDA, at erklære Venezuela og dets statslige olieselskab PDVSA konkurs ("Default"). Med kendelsen åbnes op for udbetaling på forsikringslignende kontrakter, de såkaldte CDS'er (Credit Default Swaps). På et møde den 20. november vil ISDA afgøre, hvordan CDSerne mere præcist skal honoreres, men kan blive kompliceret, da både Venezuela og PDVSA fortsat betaler på dele af gælden.

 

Af Kenneth Kragh Hansen, Point Communications


Læs også:
» Kriseramte Venezuela kan ikke betale gæld på 900 mia. kr.

 

Opdateret: 17.11.2017