Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

Glem dansk film og arkitektur: udlandet elsker danske obligationer

17.10.2017

En kombination af ECB's opkøbsprogram, attraktiv merrente i forhold til andre lande samt fast medlemskab af den efterhånden eksklusive klub af nationer med kreditkarakteren AAA, har i 2017 fået udenlandske investorer til at flå danske obligationer af hylderne som aldrig før.

500 Svane

Glem danske bygnings- og møbelarkitekter eller dystre danske seriedramaer: Hvis der er noget, som udlandet for alvor har appetit på, så er det danske obligationer. ”Obligationer” lyder måske ikke helt så eksotisk som ”Bjarke Ingels” eller ”Mads Mikkelsen” - men har uden tvivl større betydning for danskernes økonomiske hverdag.

For udlandets begejstring for både korte flex-obligationer og de længereløbende konverterbare realkreditobligationer er med til at holde boligrenterne nede. Og for BankInvest som investor har det været med til at give gode afkast i de senere år, fortæller Christian Meyersahm, der sammen med Anders Isager har det daglige ansvar for forvaltningen af BankInvests danske obligationsafdelinger.

- Grundlæggende er det godt, at der er mange investorer på markedet. Det giver likviditet, selvom det naturligvis også betyder, at obligationerne bliver dyrere, når der er flere om buddet. Udviklingen har ført til bedre afkast over de senere år, end vi nok havde forventet, siger Christian Meyersahm 


Taler for sig selv

Tallene taler for sig selv. For øjeblikket er 21 % af alle danske realkreditobligationer på udenlandske hænder - en fordobling på fem år. Det er især de fastforrentede realkreditobligationer, der er rift om. Alene i år har udlandet købt henved 60 % af alle de toneangivende 30-årige realkreditobligationer, som er udstedt i 2017. Eksempelvis er der i år udstedt for godt 70 mia. kroner af de toneangivende 2 % 30-årige realkreditobligationer, hvoraf 40 mia. er gået til udenlandske investorer.

Men hvad skyldes udlandets begejstring? Anders Isager:

- For det første er der stor tillid til dansk økonomi. Danmark er ét af blot ti lande i verden med den højeste kreditvurdering AAA. Det tiltrækker meget i sig selv. Markedet er også særdeles likvidt og yderst robust. For eksempel var vi et af de få lande, som ikke suspenderede obligationshandlen, da finanskrisen kulminerede i efteråret 2008. Så der er altid mulighed for at omsætte obligationerne.

- For det andet har Den Europæiske Centralbanks obligations-opkøbsprogram været med til at presse renterne ned i eurozonen, som Danmark jo ikke er en del af, og det får mange investorer til at kigge mod Danmark.

- For det tredje er Danmark også interessant for en amerikansk investor. Ud over det faktum, at USA for øjeblikket ikke har AAA-rating hos alle rating-bureauer, så får en amerikansk investor også knapt et halvt %-point i merrente ved at købe en AAA-ratet kort dansk flex-obligation frem for en tilsvarende amerikansk statsobligation. Forudsat naturligvis at den amerikanske investor afdækker kronerisikoen, siger Anders Isager.

Udenlandsk ejerandel


Graf: Udenlandsk ejerandel, dansk realkredit.
For øjeblikket går hver femte obligation til udlandet. Kigger man alene på de fastforrentede konverterbare realkreditobligationer er andelen helt oppe på 28 pct., den højeste nogensinde. Kilde: Nationalbanken.


Bliver det ved?

Den udenlandske interesse har drevet priserne op (og renten ned) på realkreditobligationer, og det kan især ses på de helt korte flexobligationer. Her er forskellen i forhold til korte danske statsobligationer helt nede på
0,1 procentpoint. Så det marked er danske banker ved at bakke ud af.

- Og det flugter jo fint med, at der stort set ikke ydes F1-lån til danske boligejere længere. Udenlandske investorer er dog fortsat interesserede, så det er i høj grad udlandet, der i dag finansierer danske boligejeres tidligere så populære korte flexlån.

Men hvor længe vil de lave danske renter vare ved?

- Hvis centralbankerne pludselig stopper sit opkøbsprogram, vil det få en afledt effekt. På den anden side har ECB allerede meldt ud, at centralbanken vil trappe opkøbene ned i 2018, så den faktor er velkendt. Den mest reelle trussel er, nu som før, stigende inflation, fx udløst af stigende lønninger. Vi hælder mest til, at det kommer til at gå langsomt med at få renterne op, siger Christian Meyersahm.


Af Kenneth Kragh Hansen, Point Communications


Læs også:
» BankInvest Lange Danske Obligationer vinder Lipper Fund Award 2016

 

Opdateret: 24.10.2017

Anders Isager
Anders Isager, chefporteføljeforvalter

Christian Meyersahm
Christian Meyersahm, seniorporteføljeforvalter

 

Kredit-duksenes klub

Et lands kreditvurdering er meget afgørende for, hvor investorerne søger hen, når de søger sikkerhed.

For øjeblikket kan kun ti lande i verden bryste sig af topkarakteren AAA hos de tre toneangivende ratingbureauer, Moodys, Fitch og S&P.

De 10 lande er:
Australien
Canada
Danmark
Tyskland
Luxembourg
Holland
Norge
Singapore
Sverige
Schweiz

Topkarakteren har været ekstra vigtig i kølvandet på finanskrisen, hvor reguleringer af den finansielle sektor har indført skærpede risikokrav i bl.a. bankerne.