Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

Trods sabelraslen og protektionisme: Grønt lys for væksten over hele verden

27.10.2017

Den Internationale Valutafond, IMF, har opjusteret de kommende års vækstprognoser for 186 ud af 192 lande. Økonomien buldrer derudaf trods den anspændte sikkerhedspolitiske verdenssituation og truslen om sammenbrud for verdens største frihandelsaftale. Investorerne burde være bekymrede, men det kan ikke aflæses på kurserne. Læs BankInvests Troels Halck Pedersens vurdering fra IMFs årsmødeuge i Washington.

Af Troels Halck Pedersen, chefporteføljeforvalter EM Obligationer.

Skal man tro den Internationale Valutafond, IMF, kører verdensøkonomien på skinner, og der er grønt lys på næsten alle strækninger. IMF forventer, at det globale opsving fra 2016 bliver styrket yderligere i 2017 og 2018 med vækstrater på 3,6% og 3,7% i år og næste år. IMF har især skruet op for vækstforventninger i Europa, Rusland, Japan og Emerging Asien, hvor fremgangen mere end modsvarer et mindre vækstfald for USA og UK. Ud af 192 økonomier har kun seks lande fået vækstudsigterne nedjusteret, så der er tale om et sjældent synkroniseret opsving.

Væksten drives af øgede investeringer og øget industriproduktion og handel godt støttet af pæne tal for virksomheds- og forbrugertillid. Kort sagt: Vi er inde i et globalt opsving – men det er et opsving, der er meget anderledes end før finanskrisen.

Troels Halck Pedersen
Troels Halck Pedersen, chefporteføljeforvalter EM Obligationer. Foto: Ricky Molloy.


Lønninger ligger fladt
Tag fx lønninger. Vækst øger beskæftigelsen, og det burde presse lønningerne opad – men det sker tilsyneladende ikke. Både i de udviklede økonomier og i mange Emerging Markets-lande er lønstigningstakten fortsat markant lavere end før finanskrisen. IMF forklarer ubalancen med ledige ressourcer på arbejdsmarkedet, lav produktivitet og lave inflationsforventninger. Andre tilskriver den lave lønstigningstakt, at lønmodtagerne – og en svækket fagbevægelse - tøver med at kræve mere i løn af frygt for at blive erstattet af en robot. Deletjenester som Uber spiller også ind. Alle var dog enige om, at lave inflationsforventninger er hovedårsagen.

Når mange økonomer er samlet i flere dage, går der ”nørderi” i diskussioner, og man kan naturligvis ikke tale om arbejdsløshed og inflation uden at spille Philipskurven på bordet (sammenhængen mellem ledighed og inflation). Er Philipskurven blevet flad – underforstået: kan ledigheden blive ved med at falde, uden at inflationen stiger? Nej, mener IMF, der anerkender sammenhængen, ”den er blot svagere end før”. Forkert, mener andre, ”Philipskurven giver ingen mening i lande med fri bevægelighed af arbejdskraft”. For når englænderne mangler arbejdskraft, henter de den billigt i Polen, og når Polen mangler arbejdskraft, henter de den billigt i Ukraine. Og så videre. ”Karrusellen” holder lønnen nede i alle lande.

Uligheds-truslen
Men lønkarrusellen er også med til at brede velstanden længere ud i verden, og en af de mere tankevækkende debatter fra IMF-ugen, var debatten om ulighed. IMF, der blev grundlagt i 1946 med bl.a. fattigdomsbekæmpelse skrevet ind i formålsparagraffen, glæder sig over, at den globale ulighed generelt er faldet markant de seneste årtier. Men der er store forskelle fra land til land. I USA oplever man i disse år en ekstrem stigning i uligheden. Så ekstrem at det normalt konservative IMF føler sig kaldet til at advare om faren ved stor ulighed: ekstrem ulighed kan ødelægge den sociale sammenhængskraft og lede til politisk polarisering, og ultimativt vil det betyde en lavere økonomisk vækst, lød advarslen.

Hvad med frygten?!
Indtil videre går det dog som nævnt rigtig godt med vækst og tillidsindikatorerne. Næsten for godt. For hvor er bekymringerne for Nordkoreas og Trumps ”krigsdans”, Putins ”sabelraslen” eller truslen fra Irak? For blot at nævne nogle. Jeg hørte flere talere undre sig over, hvordan der kan være så stor geopolitisk usikkerhed samtidig med, at aktiemarkederne slår rekorder, og rente og kreditspænd er meget lave.

Hvad koster en krig?
Men der er ingen grund til undren, mener bl.a. professor Adam Posen fra Peterson Institute. Han har lavet en undersøgelse, der viser, at investorerne opfører sig helt efter bogen. Undersøgelsen dokumenterer, at i de seneste 100 år har geopolitiske risici meget sjældent været indregnet i de finansielle priser. Det er simpelthen svært at prise krigstrusler ind i kurserne. Måske fordi det er svært at indregne ”low probabilty, high impact”. Og derfor vil aktiemarkederne først reagere, når bomben falder, hvad den forhåbentlig aldrig gør.


NAFTA
Den største bekymring er dog udsigten til, at Trump får held til at ændre frihandelsaftalen NAFTA mellem USA, Canada og Mexico, der blev indgået i 1994. NAFTA blev skabt med et mål om at fjerne handelshindringer og dermed øge handel og investering over de tre landes grænser.

Protektionisme

Det mål, vil de fleste økonomer mene, er nået. NAFTA tegner sig i dag for 25 pct. af verdenshandelen, og millioner af arbejdspladser i de tre lande er afhængige af aftalen. Men USA taber på aftalen, mener Trump og hans vælgere, der køber argumentet om, at NAFTA koster amerikanske arbejdspladser på bekostning af en billigere mexicansk arbejdsstyrke, mens Canada har udkonkurreret amerikanerne på kvalitet nordfra.

Men den symbolaftale, som Trump i marts indgik med Ford om at droppe en ny bilfabrik i Mexico og i stedet opføre den i Michigan, tjener også som showcase for, at jobtabet er tvivlsomt. Fords investering på 1,2 mia. USD skaber nemlig kun 130 jobs i en autoindustri, hvor manuelt arbejde er under hastig udfasning. Fx beskæftiger General Motors i dag ”blot” 225.000 mand, tre gange færre end for 40 år siden. Men de laver langt flere biler.

Kæmpeunderskud
Stort set alle økonomer er enige om, at NAFTA er til fordel for hele regionen, men Trump køber den ikke. Han drager ofte sammenligninger mellem virksomhedsdrift og driften af ”USA a/s” og har flere gange påpeget, at det i længden er usundt for en virksomhed at dræne cash, sådan som USA har gjort det under NAFTA (se graf).



Figur: Udviklingen i USAs handelsbalance under NAFTA-aftalen.
Kilde: Macrobond/IMF. 
Klik på grafen for højere opløsning

USA's handelsunderskud i forhold til både Canada og Mexico kan således i år fejre 20 års jubilæum. Det kan ingen bestride, men kuren er der mange meninger om. Trump har udpeget NAFTA som skurken, mens mange økonomer mener, at kun højere opsparing og lavere investeringer kan få has på underskuddet. Og de ting står ikke på Trumps agenda. Det gør i stedet skattelettelser og store investeringer i infrastruktur, som økonomer mener vil øge handelsunderskuddet yderligere.

En sand protektionist
Trump er dog kendt som en sand protektionist. Det er et af de få standpunkter, han har haft konsistent siden 80’erne. Handelsministeren er ligeledes protektionist, og man skal huske på, at USA i sig selv er et gigantisk indre marked, hvor eksporten slet ikke har samme betydning som i små lande som Danmark. Og hvis Trump ikke kan få en afvikling af Obamacare igennem eller en skattereform eller en mur, kan han i det mindste rive NAFTA-aftalen over og glæde sine kernevælgere i rustbæltet.

Let bliver det dog ikke
Der er ingen tvivl om, at Mexico lægger maksimalt pres på USA. De stillede med 180 forhandlere til 4. runde, er ekstremt velforberedte og har udført et omfattende lobbyarbejde. De forhandler med både EU og med Asien om udvidet frihandel, og de er tæt på at indgå en aftale med Argentina og Brasilien, som sagtens vil kunne levere de landbrugsprodukter, som mexicanerne i dag køber i USA.

Hvad det vil betyde for amerikansk økonomi, er svært at sige og føjer blot endnu en usikkerhedsfaktor til den aktuelle situation. Og imens fortsætter fremgang på aktiemarkederne til glæde for investorerne.



Opdateret: 30.10.2017

BankInvest til IMF-uge

Den Internationale Valutafond IMFs årsmøde er hvert år katalysator for en heftig mødeaktivitet i Washington.

For BankInvest deltog Michael Hauch, Lars Krabbe og Troels Halck Pedersen til konferencer og seminarer afholdt af blandt andre JP Morgan, Citibank, Standard Bank og Itau.

Alene JP Morgans seminar samlede 1.200 økonomer, investorer og andre med interesse for udviklingen på Emerging Markets.