Accept af cookies fra BankInvest.dk

BankInvest bruger cookies til at indsamle oplysninger om dit besøg på vores hjemmeside. Vi bruger alene oplysningerne til at afvikle driften af hjemmesiden og til at udarbejde statistik. Du kan altid slette cookies fra BankInvest.dk igen.
Læs mere om cookies på BankInvest.dk

Britisk farvel kan blive en gevinst for EU og den fælles valuta

15.09.2017

Mens den britiske regering internt strides om taktik, forhandlingsresultater og milliardregningens størrelse i Brexit-forhandlingerne med EU, vejrer de øvrige 27 EU-lande morgenluft. Et farvel til briterne kan gøre det lettere at reformere EU og at træffe beslutninger i eurozonen, vurderer Rebecca Adler-Nissen, professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Af Dag Holmstad. Foto: Ricky John Molloy

Storbritannien er her næsten 15 måneder, efter at et flertal af vælgerne stemte for at forlade EU efter 44 års britisk medlemskab, stadig i en form for politisk choktilstand og handlingslammelse.

Men hvad der synes skidt for briterne, kan være godt for EU, der er blevet hårdt kritiseret bl.a. på grund af håndteringen af flygtninge- og migrantstrømmen mod Europa, det såkaldte demokratiske underskud og gældskrisen i eurozonen.

"Brexit har kastet Storbritannien ud i en kritisk situation men har samtidig skabt ny dynamik i EU. Her har de øvrige EU-lande vist – måske overraskende for nogen – at EU-samarbejdet er stærkt forankret. Selv om EU stadig er svækket, kan briternes farvel til EU gøre det lettere at gennemføre svære reformer og få styrket samarbejdet omkring den fælles valuta euroen", siger Rebecca Adler-Nissen, professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Rebecca1

"Kansler Merkel, som ser ud til at blive genvalgt ved det kommende tyske valg, og den nye, franske præsident Macron, ligger holdningsmæssigt tættere på hinanden end tyske kanslere og franske præsidenter har gjort tidligere. Det taler også for, at der kan findes løsninger", tilføjer Rebecca Adler-Nissen.

Den britiske regering med premierminister Theresa May står derimod historisk svagt efter parlamentsvalget i juni, og hendes konservative mindretalsregering strides indbyrdes om taktik, forventninger til forhandlingsresultater med EU, og hvad det skal koste briterne at forlade EU-samarbejdet i marts 2019.

I lang tid mente May & co., at det ikke skulle koste noget at forlade EU, men har nu erkendt, at der bliver en regning at betale. Ifølge den britiske avis The Telegraph vil regeringen spille ud med 36 mia. pund (godt 300 mia. kr.). Betingelsen er dog, at der indgås en samarbejdsaftale med EU inklusive en handelsaftale.


”…brænder alle broer”

Oplysningen fik denne sarkastiske kommentar med på vejen fra Sony Kapoor, adm. direktør i den internationale tænketank Re-Define:

"Så vi ønsker at betale mindst 36 mia. pund (godt 300 mia. kr.), som er penge vi ikke har, for et ”Brexit” vi ikke har behov for, og hvis konsekvenser, vi med rette frygter. Samtidig med at vi bliver til grin i hele verden og brænder alle broer til vores nærmeste allierede".

Sådan ser alle briter dog ikke på det. Den konservative EU-modstander Daniel Hannan, medlem af Europa Parlamentet, har i et indlæg i New York Times under overskriften ”De gode nyheder om Brexit, som de ikke fortæller dig” opregnet en række positive nøgletal og nyheder, fx faldende arbejdsløshed, og en tro på, at der er et kæmpe potentiale for britisk handel med verdenen uden for EU. Særligt hvis der indgås nye handelsaftaler med USA, Kina, Japan, Indien, Australien med flere.

Flere meningsmålinger viser også, at et flertal af de britiske vælgere stadig ønsker at forlade EU.

Brexit-tilhængerne hævdede op til folkeafstemningen den 23. juni 2016, at et britisk farvel til EU ville betyde, at briterne både kunne slippe for arbejdskraftens fri bevægelighed og fortsat ville kunne få fuld adgang til EU's indre marked. Dette har EU imidlertid afvist. Briterne vil ikke få i pose og i sæk.

Derfor skal briterne vælge mellem en ”hård” eller ”blød” afgang fra EU, og der er fordele og ulemper ved begge forhandlingsstrategier. Dette har de britiske vælgere øjensynligt indset. Ifølge en Yougov-måling, som The Economist publicerede i juli, ønsker et lille flertal (52 % mod 44 %) af vælgerne en ”blød” aftale med EU.


Hård Brexit kan blive dyr

Theresa May har umiddelbart lagt op til en ”hård” exit, da det fortsat vil være uacceptabelt for briterne ikke at bestemme, hvem der har ret til at komme ind i landet (arbejdskraftens fri bevægelighed). Hensynet til landets økonomi, vækst, arbejdspladser og en fortsat problemfri handel med de største markeder fx EU vejer dog også tungt.

Regeringen har endnu ikke offentliggjort estimater på, hvad de forskellige exit-strategier vil kunne betyde for britisk eksport, handel og økonomisk vækst.

Ifølge The Economist har økonomer dog anslået, at selv den ”blødeste” exit, hvor Storbritannien får en aftale med EU som Norge (se faktaboks), vil betyde en nedgang på 20 % i britisk handel og et årligt indkomsttab per borger på 1,3 % henover en tiårs periode.

Hvis briterne derimod vælger den ”hårdeste” exit og fremover alene forlader sig på frihandel med andre lande og markeder baseret på ”almindelige” WTO-betingelser (World Trade Organisation), kan det føre til en reduktion i britisk handel på 40 % og en årlig indkomstnedgang på 2,6 % per borger.

Allerede i dag vokser britisk økonomi langsommere end i det øvrige EU, og investeringer er også for nedadgående. Britisk erhvervsliv og udenlandske selskaber enten reducerer eller stiller investeringer i bero på grund af Brexit-usikkerheden. Der er også nogle – indtil videre dog få – finansvirksomheder, der har valgt at flytte funktioner fra Londons finanscentrum til fx Frankfurt i Tyskland og Dublin i Irland inden for EU.

Alt imens briterne mundhugges om Brexit-konsekvenserne, er EU-systemet og de andre EU-lande allerede kommet videre. EU har gjort sit forhandlingsudspil klart over for briterne.

”Det ser næsten ud til, at EU er kommet sig hurtigere oven på Brexit-afstemningen end briterne er”, siger Rebecca Adler-Nissen.

”På den ene side vil briterne gerne have den tætte markedsadgang og den fri bevægelighed for fx varer og tjenesteydelser. Det har man været glad for og har selv været med til at beslutte gennem det lange EU-medlemskab. På den anden side vil man også gerne selv kunne lave handelsaftaler uden EU. Men man kan ikke blæse og have mel i munden samtidigt”, siger Rebecca Adler-Nissen.

Problemet for Storbritannien er, at landet er splittet, og det er regeringen også. Finansministeren er pro-europæisk og vil gerne have en lang udfasning af EU-medlemskabet, men de såkaldte ”Brexiteers” i regeringen frygter, at splittelsen i landet kan ende i en form for permanent tilstand.

"I starten tegnede det til at blive et ”blødt” Brexit, men fordi der er blevet lovet så meget i debatten – og retorisk så fanger bordet til en vis grad – fx at Storbritannien skal kunne forhandle sine egne handelsaftaler, så ender det formentlig med en ”hård” exit. Det betyder, at man skal ud af EU's indre marked og toldunionen. Og så kan briterne ”lande” et sted længere væk end eksempelvis Tyrkiet i forhold til EU, og det vil nok komme bag på mange. Men det kan blive konsekvensen, hvis den britiske regering vil holde de løfter, den har givet", siger Rebecca Adler-Nissen.

"Selvfølgelig vil briterne forsøge at forhandle aftaler, der ligner nogle schweiziske løsninger med EU, som kompenserer for nogle af ulemperne ved at stå uden for. Men hvis det bliver lige så stort et spring væk fra EU, som det ser ud nu, vil det også kunne mærkes i dansk erhvervsliv. Fx i shippingindustrien og hos alle importører, når varer fra Storbritannien pludselig skal kontrolleres, og der skal betales told", tilføjer hun.

Rebecca4


Tyskland opsat på reformer

Med briterne i svingdøren på vej ud af EU, åbner der sig nye muligheder for de tilbageværende 27 EU-medlemslande og ikke mindst de 19 medlemslande, som er med i den fælles valuta (eurozonen). Her kommer de to største EU-lande, Tyskland og Frankrig, til at spille en afgørende rolle.

"Du vil se et Tyskland, som er opsat på at gennemføre reformer i eurozonen, men også erkender, at hvis den tysk-franske akse i EU skal bruges til noget, må de også give noget igen", siger Rebecca Adler-Nissen.

De sydeuropæiske euro-lande, især Grækenland, som er det mest forgældede land i eurozonen, kæmper med stor arbejdsløshed og har haft en årelang tilbagegang i økonomien. Grækerne har fået flere økonomiske ”hjælpepakker” fra EU, IMF (Den Internationale Valutafond) og ECB (Den Europæiske Centralbank) til gengæld for krav om reformer og store besparelser på statsbudgettet.

Tidligere forslag om gældseftergivelse og refinansiering af gælden gennem fx udstedelse af euro-obligationer kan igen komme på tale, vurderer Rebecca Adler-Nissen:

"Euro-obligationer har været uspiselige for alle tyske regeringer, men vi er måske tættere på nu end nogensinde. Det samme gælder eventuel gældseftergivelse, hvis man vil hjælpe Grækenland og andre gældsplagede eurolande ud af gældskrisen. Det har i hvert fald været nogle af den franske præsidents tanker", siger Rebecca Adler-Nissen.

Et andet politisk følsomt spørgsmål er, hvordan eurozonen skal ledes? Skal eurozonen have sin egen finansminister og eget parlament?

"På begge områder er tyskerne ikke så interesserede, fordi det indebærer en yderligere opsplitning af EU, men man kunne forestille sig, at man mere uformelt styrkede samarbejdet – hvilket den tyske udenrigsminister og andre også har sagt – uden at der skal ske deciderede traktatændringer. Det kunne fx betyde flere ministermøder i eurozonen – der foregår separat fra de EU-lande, som står uden for den fælles valuta. Måske også en stærkere koordination af den nationale finans- og skattepolitik", siger Rebecca Adler-Nissen.

"Det, at briterne ikke længere er med - for sådan opleves det allerede i Bruxelles – betyder, at det ikke længere er tabu at tale om en reel styrkelse af eurozonen. Briterne har jo været dem, der har forsvaret ikke-eurolandene og sagt, at dette eller hint kan I ikke gøre. I må kun træffe beslutning om noget, der vedrører specifikt eurozonen. Den stemme er jo væk nu. Ud over Polen er der ikke længere rigtigt nogen, der siger, at eurozonen ikke må blive integreret yderligere", siger Rebecca Adler-Nissen.

Efter nogle hårde år med finans- og økonomisk krise ser det ud til, at vælgerne i EU-landene er blevet mere positive over for både den fælles valuta euroen og EU-samarbejdet.

  • Den seneste Eurobarometer-undersøgelse (offentliggjort i august i år) foretaget for EU-Kommissionen viser, at 73 % af vælgerne i de 19 eurolande er tilhængere af den fælles valuta, euroen. Det er en fremgang på 3%-point i forhold til sidste år og den største tilslutning siden 2004.
  • En anden Eurobarometer-undersøgelse gennemført for Europa Parlamentet i april i år viser ligeledes fremgang: 71 % af danskerne (en stigning på 9 %-point i forhold til året før) ser positivt på EU-medlemskabet. For samtlige 28 EU-lande inklusive Storbritannien er det 57 %, der er EU-positive og en fremgang på 4 %-point. Også briterne er i målingen blevet lidt mere positive: 49 % er pro EU – et plus på 2 %-point.

"Det er rigtigt, at flere EU-borgere ser ud til at støtte op om EU. Der har været en mere positiv udvikling for EU oven på Brexit og valget af Trump i USA end ventet. Samtidig går det også bedre i europæisk økonomi. Flere kan have fået troen på, at det ikke kun er problemer, men også løsninger, der kommer ud af EU. Men vi har altså stadig en polarisering af befolkningen med store EU-skeptiske vælgergrupper i fx Holland og Frankrig", siger Rebecca Adler- Nissen. 


- - -

Denne artikel er en del af Investormagasinet BankInvest Ajour, der to gange om året husstandsomdeles til alle ejere af investeringsbeviser i en BankInvest-forening.

Ajour Forside 2017 2 Blob

» Download magasinet som pdf-fil, der kan læses på iPad m.v.

» Læs mere om investormagasinet BankInvest Ajour

 

Opdateret: 19.09.2017

FAKTABOKS

Britiske EU-aftalemuligheder

1. Fuldt EU-medlemskab: Dette stemte briterne nej til i juni 2016.

2. EØS-medlemskab (Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde): Ligesom Norge, Island og Liechtenstein. Adgang til EU's indre marked for varer, serviceydelser, dog ikke fiskeri og landbrug. Er ikke med i EU's toldunion. Skal overholde, men er ikke med til at udforme, regler for det indre marked. Dvs. EU's fire frihedssøljer: Arbejdskraftens, kapitalens, serviceydelsernes og varernes frie bevægelighed inden for det indre marked. Samt bidrage til EU's budget.

3. Schweiz-modellen: Er ligesom Norge med flere med i EFTA (European Free Trade Association), men ikke i EØS. Har to bilaterale handelsaftaler med EU, som omfatter varer, men ikke finansielle serviceydelser. Er ikke med i EU’s toldunion og skal ligesom i pkt. 2 acceptere EU's frie bevægeligheder samt bidrage til EU's budget.

4. Tyrkiet-modellen: Er ikke med i hverken EFTA, EØS eller EU's indre marked, men har indgået en toldaftale med EU om varehandel (ikke-landbrugsvarer). Skal betale toldafgift, som fastsættes af EU, men slipper lettere rundt om forskellige regel- og handelsbarrierer.

5. Ny, stor EU-handelsaftale: Har været Theresa Mays førsteprioritet. En sådan aftale vil sikre en række britiske varer og nogle serviceydelser (dog ikke finansielle) toldfri adgang til det indre marked. Samtidig slipper briterne for arbejdskraftens fri bevægelighed og krav om at indføre EU-regulering, men slipper ikke for toldkontrol og de såkaldte ”regler for oprindelse”-tjek.

6. Ingen aftale med EU: I stedet handler Storbritannien med EU på basis af WTO-reglerne, men det kan også blive komplekst, fordi selv om briterne er medlem af WTO, er landets toldafgifter og import på specifikke varer fx New Zealand-smør i dag aftalt med EU. Hvis briterne og EU ikke er blevet enige om en ny aftale inden d. 29. marts 2019, bliver det automatisk WTO-reglerne, der gælder.

 

Rebecca

Rebecca Adler-Nissen
Ph.d., professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Forsker i int. politik, diplomati og EU's udvikling og leder af flere internationale forskningsprojekter. I 2015 modtog hun Nils Klim-prisen og i 2016 Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje.