Fredag den 18. september 2026
De vigtigste overskrifter:
S&P500 stiger 1,1%, Nasdag 1,7% på fornyet aktieoptimisme
FED-mødet er bag os - og oliepriserne tikker nedad. Det støtter markederne
10-årig US rente nede på 4,94% (top på 5,04% i tirsdags)
Jensen Huang forventer fordoblet salg af Nvidia chips til næste år
Aktien skyder op med 2,5% og løfter hele AI/chip segmentet
BNP-prognoserne for eurozonen oppe på 0,9% for 2026, 1,3% for 2027
Jobless Claims i USA under 200.000. Arbejdsmarkedet i god form
God stemning til morgen i Asien: Kospi stiger 2,9%, HangSeng TECH 1,7%
Bull-stemning tager form
Dagens citater:
"Jensen Huang regner med en fordobling af Nvidias chipsalg til næste år - AI efterspørgslen globalt er enorm."
"BNP-prognoserne for eurozonen tikker opad. AI- og forsvarsinvesteringer kan skabe nye løft."
Herligt at se de stigende aktiemarkeder i går! S&P500 var oppe 1,1% og Nasdaq 1,7%. Stoxx600 i Europa steg 0,9%. Det er igen et vidnesbyrd om, at der ikke skal så meget til, før en underliggende optimisme bryder igennem. Hvad er der sket? Oliepriserne tikker igen lidt ned. Brent handler nu lige under 104 USD. Da jeg checkede ind i går morges, var prisen ca. 106 USD. Et par uger tilbage var vi oppe og snuse til 110 USD. Det gør bare en forskel, der også sætter sig i renterne. Afklaringen af FED-mødet i onsdags er en lille positiv faktor. Det er godt, at Warsh havde modet til at sætte renten op trods et stort pres fra Trump i Det Hvide Hus (han vil have renten ned på 1%!). Det sender et signal om, at FED er på vagt og har fokus på bolden. Warsh bekræftede også, at økonomien har det fint. Det gælder også arbejdsmarkedet. Det gode er også, at produktiviteten skyder i vejret pga. AI. Bottom line er, at vi faktisk får skudt lidt positivt ind i markedet fra både FED og olie. Så nu er den 10-årige rente nede på 4,94%. Den var lige oppe og runde 5,04%. Risikoen for endnu højere renteniveauer har virket skræmmende. Men nu er der mere ro på. I hvert fald indtil videre.
IT-sektoren i USA havde det igen rigtig godt i går. Den ligger på 2. pladsen med en stigning ÅTD på 23,5%. Energy er helt oppe på 43%. Det handler om de højere energipriser pga. Mellemøsten. De store olieselskaber skovler penge ind på det. Men IT-sektoren er mere vigtig. Den er langt den største GICS 1 sektor. I går steg giganten Nvidia 2,5%. CEO Jensen Huang var i rigtig godt selskab med Kong Charles III, der havde arrangeret et AI-topmøde i Skotland. Fokus var rettet mod AI-sikkerhed (tænk på alle de dommedagsprofetier om AI, vi læser om i øjeblikket). Men Jensen benyttede også anledningen til at få sagt, at han regner med en fordobling af Nvidias chipsalg til næste år. Nvidia har tidligere kommunikeret et forventet løft i omsætningen på 70% i 2027. Den kan blive 100%, stærkt. Bemærk i øvrigt, at Nvidias 12 måneders forward P/E ligger nede på 20 (!).
En anden lille positiv oplevelse, jeg sidder tilbage med: BNP-prognoserne for eurozonen stiger. Ikke meget, men synligt. Det gælder også i ECB's regneark. På mødet 10. september løftede ECB prognosen for 2026 til 0,9%, op fra 0,8% i juni. Og 1,4% i 2027, op fra 1,2%. Der sker altså noget på marginalen i den rigtige retning. Oveni købet i en tid, hvor energipriserne er kommet op og skaber modvind. Jeg står tilbage med fornemmelsen af, at AI-effekten og store forsvarsinvesteringer kan komme ind og løfte prognoserne for 2027 yderligere over de kommende kvartaler.
Her til morgen har Bank of Japan sat renten op fra 1% til 1,25%. Det er ikke overraskende. Markederne har det fint i Asien, hvor fx Sydkoreas Kospi-indeks stiger 2,7% og HangSeng TECH med 1,7%. Det smager af endnu mere momentum for vækst-aktierne i Vesten, når markederne åbner.
Jakob Vejlø, chefstrateg
Leveres i samarbejde med BankInvest.